Vi vil gøre en forskel for familien og Vestjylland
Rasmus Færch, Færchfonden

Ny konkurrence for iværksætter inden for Lyd og "Home Integration"

Europas mest ambitiøse iværksætterkonkurrence Next Step Challenge har vokseværk. Iværksætterkapløbet får nu et nyt spor i Struer/Holstebro i samarbejde med Bang & Olufsen a/s. Det er Færchfonden, der sammen med Bang & Olufsen a/s, har valgt at blive partner i Next Step Challenge med udviklingsparken Nupark som fysisk ramme, og dermed bliver Holstebro/Struer det første sted, hvor der etableres en afdeling af Next Step Challenge uden for de vante rammer i Esbjerg.

 

Her inviteres iværksættervirksomheder med gode ideer inden for lyd og home integration til at udvikle og afprøve deres produkter og markedsviden i samarbejde med fagfolk fra bl.a. Bang & Olufsen a/s. Konkurrencen får ansøgningsfrist den 1. december 2015.

 

Men hvorfor vælger Færchfonden og Bang & Olufsen a/s at få deres egen afdeling af Next Step Challenge? Færchfonden bliver en partner i konkurrencen for at støtte op om nye aktiviteter i området omkring Struer/Holstebro og for at tiltrække nye virksomheder og arbejdspladser. 

 

”Færchfonden er optaget af at understøtte initiativer, som bidrager til at udvikle iværksætteriet og styrke erhvervslivet i Vestjylland. Det er netop målsætningen med Next Step Challenge, og vi regner med, at initiativet på længere sigt vil skabe vækst og arbejdspladser i området”, siger Martin Vang Hansen, direktør i Færchfonden.

 

Fra Bang & Olufsen a/s supplerer Christian Iversen, Vice President: ”Digitaliseringen giver store muligheder for en virksomhed som vores og åbner for nye forretningsmodeller og partnerskaber. Vi har stærke udviklingskompetencer her, som vi gerne vil bygge videre på og vi glæder os til at lade os inspirere af talenter fra hele verden, som kan være med til yderligere at booste innovationskraften i lokalområdet.”

 

Nupark i Holstebro får tilført international inspiration, når dørene åbnes for de kommende finalister i lyd og home integration 1. april 2016. Det er her de kommende finalistvirksomheder får deres daglige gang, og præcis som i Esbjerg, bliver de en del af et boblende udviklingsmiljø. I første omgang bliver der tale om 5-7 virksomheder i Holstebro/Struer regi.

 

Next Step Challenge – tæt samarbejde er altafgørende

Europas mest ambitiøse iværksætterkonkurrence har allerede været i gang i to år i Esbjerg med fokus på smart energi og digitalisering. Accelerace vækster deltagervirksomhederne i konkurrencen i samarbejde med SE’s innovationsafdeling, SE Next Step og Nupark.

 

Erfaringerne fra de første to runder danner grundlaget for det nye initiativ i Nupark og hos Bang & Olufsen a/s, og det er særligt placeringen tæt på en stor koncern, som giver finalistvirksomhederne unikke muligheder. Åbenheden internt i SE og nu også hos Bang & Olufsen a/s er afgørende, og mindst ligeså vigtigt er det etablerede forretningsnetværk værterne åbner døren til. ”Værdien er stor, det er helt klart den direkte integration ind i de store virksomheder, som er med til at løfte niveauet det ekstra ift. andre konkurrencer og øge tempoet i udviklingen hos Next Step Challenge iværksættervirksomhederne. Den synergi, der opstår i mødet mellem de innovative talenter og den kompetente virksomhed skaber ny inspiration og giver værdi for begge parter”, fortæller Lisbeth Valther adm. direktør hos SE Next Step.