Vi vil gøre en forskel for familien og Vestjylland
Rasmus Færch, Færchfonden

Donation til Holstebro Musikskole

Med donationen på 7 mio. kr. fra Færchfonden får Holstebro Musikskole de bedst tænkelige rammer omkring musikalsk talentudvikling. Musikskolen tilbyder i samarbejde med OrkesterEfterskolen og Orkester MidtVest et klassisk musikmiljø, der tiltrækker dygtige, unge musikere fra hele landet. Med hjælpen fra Færchfonden kan vi opføre en musiksal i topklasse, der vil styrke vores orkesterarbejde yderligere.

Holstebro Musikskole etablerede landets første musikalske grundkursus (MGK) tilbage i 70’erne. De senere år har vi udviklet denne tanke yderligere og medvirket ved etableringen af Dansk talentakademi i Holstebro, der med MGK som skabelon tilbyder 150 talentfulde unge fra hele landet en grunduddannelse indenfor musik, billedkunst, dans, teater og forfatterskab.

Fra 2011 bliver Holstebro Musikskole center for den musikalske talentudvikling i hele Vestjylland. Vi tilbyder i forvejen undervisning på meget højt niveau. Med Færchfondens gave kan vi tilbyde landets bedste rammer for musikalsk talentudvikling.

Færchfondens donation er et skulderklap til musikskolen. Det er tillige af uvurderlig betydning for udviklingen af det nordvestjyske område, at der findes institutioner, der sætter niveauet på landsplan. Med fondens satsninger på kulturlivet får Holstebro i disse år et løft, man andre steder kun kan drømme om. Det forpligter og motiverer til en fortsat stræben efter at yde det bedste. Der er derfor al mulig grund til at anerkende Færchfondens bemærkelsesværdige indsats for kulturlivet i Holstebro.

 

Martin Gade, leder, Holstebro Musikskole