Vi vil gøre en forskel for familien og Vestjylland
Rasmus Færch, Færchfonden

Flot hæder til Færchfonden

Færchfonden er sammen med Birn Fonden blevet tildelt Nordeas Initiativpris 2014.

 

Det er 10. gang at prisen uddeles. Nordea ønsker med prisen at skabe opmærksomhed om virksomheder, personer eller foreninger, der via virkelyst har gjort en forskel til gavn og glæde for det nordvestjyske område. Prismodtageren kan være en virksomhed, en person, en forening eller en organisation, der via initiativ og dygtighed har ydet en bemærkelsesværdig indsats i eller for Holstebro Kommune.

 

Annemette Færch og Christian Pedersen modtog som formænd for henholdsvis Færchfonden og Birn Fonden den flotte pris. Annemette Færch udtaler: "Området skal ikke være et Udkantsdanmark, hvor der ikke sker noget. Vi vil gøre en forskel, og med støtte til forskellige ting vil vi gøre det attraktivt ikke bare at arbejde og starte en virksomhed her, men også at bo her, fordi man kan få et udbytte af de kulturelle tilbud og den natur, der er her. Det er jo faktisk ikke de to fonde, der sætter ting i gang. Det er jo de mange fantastiske ildsjæle, der er i området. Vi hjælper dem på vej med økonomisk støtte, men uden deres idérigdom og gåpå-mod var der ikke noget at støtte".