
Elektronisk musik er stadig en nichekultur i Danmark – og slet ikke noget, man forbinder med Sygehusgrunden i Holstebro. Men det er præcis her, at Sona Sessions holder til, når de slår dørene op til åbne decks, workshops og fællesskab.
Bag projektet står Tomek Wroblewski, musikproducent, DJ, projektleder og kendt under artistnavnet T. Picker. Han kom til Danmark fra Polen for seks år siden og opdagede hurtigt, at noget manglede.
”I Polen har vi haft de her events i 20 år. I Danmark føles det stadig som en begynderfase. Undtagen i København og Aarhus. Men her i de mindre byer er det ikke særlig udbredt endnu,” siger han.
Et mødested for alle
Sona Sessions startede i Herning, hvor Tomek Wroblewski begyndte at samle lokale DJ’s og musikentusiaster til workshops. De første gange kom to-tre mennesker. Nu er der 30-40 i fællesskabet og konceptet er ved at slå rødder i Holstebro. Sona Sessions har gennem projektet fået hjælp og støtte af Vali Theatre.
Strukturen er den samme begge steder. Aftenerne starter med et warm-up-set, efterfulgt af en 20-30 minutters workshop med gæster fra Aarhus, København og det lokale miljø. Derefter åbner Open Decks – et koncept med rødder i England, hvor alle kan gå op og spille, uanset niveau.
”Det er åben form. Alle, begyndere som øvede DJ’s, kan bare gå op under de åbne decks og spille deres tracks,” forklarer Tomek Wroblewski.
Aftenens afslutning handler ikke kun om musik. Det handler om netværk, erfaringsudveksling og at møde andre med samme passion.
Underverdens-æstetik i gamle bygninger
Valget af lokation er ikke tilfældigt. MadLab og Kedlen på Sygehusgrunden passer perfekt til den undergrundsstemning, som elektronisk musik traditionelt forbindes med.
”Elektronisk musik fungerer bedst på steder, der ikke er professionelle venues. Det her er et forladt sygehus. Og det har præcis den rette vibe,” siger Tomek Wroblewski.
Hertil hører en bevidst modreaktion på det, han oplever som en udbredt misforståelse af, hvad elektronisk musikkultur er.
”Mange forbinder det med alkohol og stoffer. Vi gør det modsatte. Vi fremmer en sundere måde at feste på. Med god musik, kombucha og frugt, og mulighed for at tale og møde hinanden,” siger han.
Et langsigtet projekt
I løbet af foråret 2026 har Sona Sessions holdt fem sessioner i Holstebro, og den 13. juni kulminerede forløbet med en afsluttende begivenhed i Kedlen, hvor alle deltagere, nye som gamle, præsenterede det, de har lært.
Tomek Wroblewskis mål er nemlig ikke at booke en berømt DJ og trække 500 til en enkelt aften.
”Det ville være den nemme vej. For dagen efter er der intet tilbage. Jeg vil hellere bygge et lille, men loyalt publikum på lang sigt. Selv 30-40 mennesker, der kender vibet og er med på rejsen – det er fra dem, vi kan bygge noget større,” siger han.
Støtten fra Færchfonden har gjort det muligt at gennemføre de fem sessioner og tage konceptet fra Herning til Holstebro, hvor Tomek Wroblewski ser det samme potentiale i det lokale miljø.
”Der er masser af talentfulde mennesker her. De er bare usynlige for hinanden. Det er det, Sona Sessions forsøger at ændre.”