Bovbjerg Fyr har i sommer fået pudset facaden op. Buegangenes tag er renoveret, og bygningen er malet i den karakteristiske røde farve, der har hængt ved stedet siden få år efter åbningen i 1877. Arbejdet stod færdigt op til sommerferien, og næste år kan fyret fejre 150-års jubilæum.

Farven er ikke tilfældig.

“Kort efter fyret åbnede i 1877, malede man det rødt, simpelthen for at man kunne kende det fra kirketårnene i Ferring og i Trans,” fortæller den nye fyrmoster, Morten Beiter, som bevidst har videreført den lange tradition – alle hans forgængere i stillingen har været kvinder, så da han overtog posten, valgte han selv at beholde betegnelsen.

Selve taget over buegangen var mest slidt ned, og arbejdet blev udført i samme stil som oprindeligt. Undervejs fandt håndværkerne en tidligere svends signatur gemt under taget, et lille spor af de generationer, der har passet fyret gennem tiden.

“Det trængte kraftigt til at blive renoveret, og det er det blevet i fuldstændig samme stil. Vi har været med til at bevare et stykke kulturhistorie her,” siger Morten Beiter.

Fra pionertid til drift

Med facaden på plads retter den nye fyrmoster blikket fremad. Bovbjerg Fyr er med omkring 100.000 besøgende om året den største turistattraktion i Lemvig Kommune.

“Det er jo en kulturinstitution, et kulturhus. Udover at vi kan byde folk på noget at spise, byder vi også på et stykke kulturhistorie, et stykke kysthistorie og kunst,” siger Morten Beiter.

Stedet hviler samtidig på et unikt grundlag af frivillighed. Og visionen er at holde fast i den frivillige ånd, samtidig med at forretningen styrkes, i takt med at antallet af frivillige landet over falder.

“Vi har været pionerer i 20 år, og den periode er blevet afløst af en anden periode, der hedder mere drift. Vi er nødt til at udbygge vores forretning, så vi kan blive ved med at være et solidt fundament under de frivillige,” siger han.

Samtidig er fyret også blevet en arbejdsplads. Fem er i dag på lønningslisten, deriblandt en køkkenleder og køkkenpersonale. Dertil kommer en række unge, der bliver hyret ind til butik og café over sommeren.

“Det er vigtigt, at vi ikke bare er et sted for frivillige, men også et sted, hvor folk kan tjene en løn,” siger Morten Beiter.

Han fremhæver også de mange kompetencer, de frivillige bringer med sig; tidligere ingeniører, geologer og en tidligere politidirektør, der alle har fundet det, han kalder en “femte halvleg” på fyret. De bedste arbejdspladser er ifølge ham dem, hvor unge og ældre arbejder side om side, ligesom ungarbejderne og de frivillige smelter sammen om sommeren.

Presset af sin egen succes

Populariteten skaber også udfordringer. I højsæsonen kan køen strække sig et godt stykke ned ad grusvejen mod Ferring Kirke, og besøgende parkerer langs markvejene og nede ved kysten. Fyret samarbejder nu med Lemvig Kommune og Kystdirektoratet om at udvide parkeringspladsen.

“Der skal ingenting til, før pladserne er fyldt op,” siger Morten Beiter.

For at imødekomme de mange besøgende, der stod og ventede i fyrgården, har caféen udvidet åbningstiden til klokken halv ti og ansat en ny i køkkenet.

Fyret ligger desuden på ruten for VesterhavsCaminoen, hvor vandrere hvert år går forbi på vej langs kysten. Til dem har køkkenet udviklet en særlig Camino-sandwich, som kan bestilles dagen før og hentes som grab-and-go.

“Jeg vandrer selv og går rigtig meget, så jeg ved, hvor vigtigt det er at have noget ordentligt mad med,” siger Morten Beiter. Fyret har desuden en aftale med turoperatøren MaxiTours, der jævnligt sender grupper forbi på knallert.

Renoveringen af facaden er støttet med en donation på godt 500.000 kroner fra Færchfonden.