Ana Luisa fra Brasilien og Angel Negrete fra Mexico kastede sig i to uger ud i dansk dansekultur på Dansk Talent Akademi (DTA) i Holstebro. Som del af DTAs internationale udviklingsprogram har de to unge dansere bragt sydamerikansk energi til den vestjyske danselinje.

“Det var et kulturelt chok i den bedste forstand. Jeg ventede mig, at danskerne ville være kolde og distancerede, men alle har været så varme og interesserede i os”, siger Ana Luisa begejstret.

Fra audition til Danmark

Begge studerende kom til Danmark gennem dance network-agenturet Eurasia International Network, der giver stipendier til dansere fra deres hjemmelande. Angel, der kommer fra en kunstnerisk baggrund med ballet, jazz og europæisk scenekunst, fik muligheden efter en audition i Mexico.

“Jeg elsker contemporary dance, og det var fantastisk at blive udvalgt til at komme til Europa. Først kom jeg til Hamburg, og så fik vi muligheden for udveksling til DTA”, fortæller han.

For Ana Luisa har opholdet været en øjenåbner for den danske kunstverden:

“Det er smukt at se, hvordan forældre her støtter deres børn i at blive kunstnere. De ser det som en rigtig karriere, hvilket ikke er så almindeligt i Sydamerika generelt.”

Et unikt kunstnerisk miljø

De to dansere er især imponerede over DTAs tværfaglige miljø, hvor dansere, musikere, skuespillere og filmstuderende mødes under samme tag.

“Normalt er der separate steder for musikere, teater og dansere, men her er alle kunstarterne samlet,” forklarer Angel:

“Det skaber et rigtig godt miljø for alle, der praktiserer kunst.”

Internationalt perspektiv styrker danselinjen

Lene Bonde, leder af danselinjen på DTA, ser udvekslingsprogrammet som en afgørende del af akademiets internationale satsning gennem projektet “Global Rytme, Lokal Glød”, støttet af Færchfonden.

“Projektet handler om at booste international trafik på danselinjen og DTA generelt. Vi vil både skabe flere forbindelser med vores samarbejdspartnere i udlandet og sende DTA-elever ud i internationale miljøer,” forklarer Lene Bonde.

De primære partnere i projektet er Codarts i Rotterdam og Eurasia International Network. Codarts-samarbejdet har allerede ført til, at fem DTA-elever var på udveksling i april, mens deres ledere har besøgt Holstebro.

Personlig udvikling gennem mødet med verden

For Lene Bonde er der også en vigtig personlig dannelse i mødet med mennesker med andre baggrunde:

”Det giver noget, at få lov til at møde nogen, der har andre vilkår i deres hverdag eller kommer fra et andet sted. Blandt andet er der nogen af danserne i Eurasia-projektet, som ikke må danse i deres hjemland, fordi det betragtes som skamfuldt. Det giver vores elever et vigtigt perspektiv på deres egen situation.”

Projektet passer perfekt ind i DTAs DNA og udviklingsprogram. Selvom Holstebro allerede har et internationalt miljø med dansekompagniet og bacheloruddannelsen, er det vigtigt, at DTA selv bidrager aktivt.

“Anna og Angel bor på campus blandt eleverne. De har undervist åbne workshops for alle interesserede på Scenekunstskolen og Balletskolen,” siger Lene Bonde og fortsætter:

“Igår fik jeg en video af en elev fra Kunst-og-designlinjen, en fra Musical-og-teaterlinjen og en fra Danselinjen, der dansede sammen med danseren fra Brasilien. Det viser, hvor vigtigt det er, at vi selv skaber og bidrager med internationale oplevelser.”

Ana Luisa og Angel er efter endt ophold tilbage i Berlin og Hamborg, hvor de studerer, men deres ophold har allerede sat spor i det danske danseakademi og skabt nye perspektiver for både gæster og værter.