
Traditionen tro samler den årlige kammermusikfestival elever, professionelle musikere og et bredt publikum om en fælles kærlighed til musikken. 2026-temaet var “musik gennem hele livet” – med værker fra forskellige komponister, herunder nulevende komponister.
“Jeg synes generelt det har været en fremragende festival, og eleverne har gjort det rigtigt godt,” siger kunstnerisk leder, Jacob Lidåkra og fremhæver, at interessen fra publikum er vokset støt siden begyndelsen i 2022.
Musikken som mødested
“Det vigtigste er at få alle de her mennesker, der går op i kammermusik, til at mødes – også publikum, og også dem, der måske ikke vidste, at de ville synes, det var godt at komme til koncert,” siger Jacob Lidåkra.
Den ambition gælder ikke kun koncertsalen. Programmet bød på outreach-koncerter på plejehjem og i børnehaver, en dirigentworkshop i Nørreportcentret – og modtagelsen har været varm.
“Det er rart, både for eleverne at få spillet flere gange og for et publikum, som ikke nødvendigvis vil komme til salen,” forklarer Jacob Lidåkra.
Rapperen Per Vers giver festivalen et nyt lag
For andet år i træk var rapperen Per Vers med som konferencier under festivalens koncerter i koncertsalen. Det er et bevidst valg at blande kunstformer – og et tiltag Jacob Lidåkra vurderer som en stor succes.
“Jeg synes, det skal være en stemning af noget, som er meget afslappet. At det er tilgængeligt for alle – det behøver ikke være for superfans hele tiden. Men det skal være høj kvalitet, det skal være en god oplevelse, men det må gerne være afslappet,” siger han.
En festival der styrker skolens profil
Kammermusikfestivalen er ikke kun en fejring af musikken. Den er også en vigtig del af OrkesterEfterskolens synlighed og rekruttering i regionen.
Vi kan ikke altid nå ud i alle dele af området, men festivalen giver os mulighed for at blive set og hørt et bredere sted,” siger Jacob Lidåkra.
Med fem år på bagen er kernen stadig den samme, men ambitionerne er kun blevet større.
