
”Vi har glædet os helt vildt til i dag. Og det betyder meget, at vi endelig er i mål.”
Ordene kommer fra forpagtere af Sneglehuset, Hanne Mette Kirkedal og Ken Koustrup, som sammen med naboer, borgmesteren i Lemvig og folk fra nær og fjern var samlet til den længe ventede indvielse af tilbygningen i Sneglehuset.
”Det kunstneriske udtryk står stærkt i sig selv”, siger Hanne Mette Kirkedal og uddyber, hvordan den nye del af Sneglehuset er udført i tro stil mod Sneglehusets ophavsmand, fiskeren Alfred Christensen.
Et projekt med flere år på benene
Selve fundraisingen startede tilbage i 2021, og både Hanne og Ken ser tilbage på en lang og hård proces, der heldigvis endte godt.
”Det har været svært at rejse pengene. Når vi så står her i dag, på den baggrund, er det jo fantastisk. Vi er så glade for det rum, der er skabt”, siger Ken Koustrup og fortsætter:
”Med tilbygningen har vi været med til at lave noget, som kommer til at stå for eftertiden, og den tanke kan jeg faktisk godt lide. At vi som familie har løftet det her projekt og skaber en ramme om noget så flot, som han (Alfred) har lavet”.
Ken Koustrup sætter stor pris på, at Sneglehuset med de ekstra kvadratmeter er med til at beskytte Alfred Christensens kunstverden for fremtiden, og at en af hans vægge faktisk indgår i det nye rum. – En dekoreret ydervæg på Sneglehuset, som efter renoveringen er omdannet til en naturlig indervæg med Alfred-signatur.
Selve tilbygningen ligger i forlængelse af udstillingsrummet og kommer til at fungere som et samlingssted med krabbe-banko, små koncerter, foredrag, bryllupsreception, møder mm.
Et tæt samarbejde
Den nye tilbygning er et tiltag, der hviler på et tæt samarbejde mellem de to forpagtere og Fonden West Coast Center Jutland. Mens Lemvig Kommune står som stifter af fonden, er det fonden, der ejer Sneglehuset.
Færchfonden har støttet projektet med 100.000 kr.