
Der var direkte forbindelse fra Klimatorum til klasseværelser på Sjælland, Fyn og Jylland, da Børnenes Klimamøde blev afholdt for syvende gang.
Bag begivenheden ligger års arbejde med at gøre klimaet forståeligt og håndgribeligt for de yngste generationer.
”Klimamødet har særligt fokus på de yngste og samler 4.-6. klasser, hvor vi har fokus på klima, innovation og handlekraft. Showet streames live fra Klimatorium. På den måde kan vi nå ud til en så stor målgruppe som muligt”, siger direktør i Klimatorium, Lars Holmegaard, og forklarer, hvordan alle børn og unge frit kan bruge det undervisningsmateriale, der løbende udvikles, herunder de to nye interaktive læringsuniverser Plastikpirater.dk og Klimanauter.dk.
Fra klimaangst til handlekraft
Klimamøderne er kernen i Klimatoriums formidlingsarbejde og spænder over tre målgrupper: børn i grundskolealderen, unge på ungdomsuddannelser og fagprofessionelle.
Lars Holmegaard peger på en vigtig baggrund for satsningen på børn:
“Vi ved fra Holland, at der taler man om en generation med klimaangst. Og forskningsresultater fra New Zealand viser, at det er børn og unge, man skal have fat i, hvis man skal sætte den rette adfærd ind.”
I Danmark ser billedet anderledes ud. Børnenes Klimamøde vidner om en generation, der ikke lader sig lamme af bekymring. De 10.000 deltagende børn havde tilsammen 135 konkrete forslag til, hvad man kan gøre for klimaet – et udtryk for en aktiv og løsningsorienteret tilgang.
Klimatorium arbejder ud fra en overbevisning om, at de bedste klimaløsninger opstår, når viden, erhvervsliv og borgere mødes. Klimamøderne er arenaen for netop det – også for de alleryngste deltagere.
Løsninger der kan ses i virkeligheden
Klimatorium er ikke bare et hus på havnen. Det er en organisation med et klart mål. At omsætte klimaudfordringer til virkelige løsninger. Lars Holmegaard forklarer tilgangen:
“Alt hvad vi involverer os i, det skal gerne blive til virkelighed. Er det nu et højtstående grundvand eller for meget vand, så skal man gerne kunne se løsningerne i virkeligheden.”
Med godt 35.000 besøgende om året og projekter forankret i samarbejder med universiteter, erhvervsliv og kommuner arbejder Klimatorium i skæringspunktet mellem det meget lokale og det globale.
Fra lokalt problem til national dagsorden
Klimatorium opstod ud af en konkret og presserende problemstilling i Lemvig-området. Grundvandet steg, infrastrukturen var truet, og ingen lyttede.
“Der var ikke nogen, der tog det seriøst. Og så startede vi Klimatorium og sagde, at så må vi selv gøre noget ved det,” siger Lars Holmegaard.
I dag er organisationen vokset til 20 medarbejdere og et bredt netværk af studerende og samarbejdspartnere fra DTU til Aarhus Universitet – og har tilmed tiltrukket opmærksomhed fra New Zealand og EU.
Udover Børnenes Klimamøde, støtter Færchfonden også Klimatoriums to andre klimamøder. Det nationale Klimatopmøde og Ungeklimamødet.
