
Et intensivt 3-ugers forløb, hvor ingeniørstuderende arbejder på tværs af fagområder for at løse sundheds- og samfundsrelaterede problemer. – Med lyden som omdrejningspunkt er The Innovation Camp afholdt for tredje gang.
Et helt konkret output blev den innovative løsning for PTSD-ramte.
“90% af PTSD-patienter rapporterer om søvnforværring, og mange har svært ved at falde i søvn. En militær veteran fortalte om at være søvnløs i flere dage ad gangen og sov kun, når han ‘passed out’. Derfor besluttede vi at udvikle et adaptivt søvnsystem”, siger Axel, som er mekanikingeniørstuderende fra Aarhus Universitet og udviklede ideen sammen med akustik- og mekanikingeniører og en industriel designer.
Løsningen kombinerer lyd og vibrationer i en seng med software, der automatisk tilpasser sig den individuelle brugers behov for at finde det mest effektive lydlandskab, inden søvnen indtræffer.
Tværkulturelt samarbejde som læring
Teamet, der inkluderede studerende fra Kina, Danmark og Polen, måtte navigere i et noget anderledes miljø end den daglige gang på universitetet.
“Vi lærte at arbejde sammen på tværs af fag, kultur og sprogbarriere. Det har været en udfordring, men vi fik et godt produkt i sidste ende,” fortæller Axel.
I en anden gruppe bestående af energiteknologi-ingeniører, maskiningeniører og en industriel designer var forskellige kulturer, fagkompetencer og sproglige bespænd ligeledes i spil. Men fokus var det samme. – En reel sundhedsrelateret udfordring, som resulterede i en løsning for Parkinson-patienter.
Efter de tre uger havde teamet udviklet et armbånd med haptisk feedback til at hjælpe med fysiske koordinationsproblemer.
“Vi fandt research om, hvordan metronomer kunne hjælpe Parkinson-patienter med at gå, og dykkede dybere ned i problemstillingen,” forklarer, Tais, der studerer elektrisk energiteknologi.
Hele processen og udviklingen af et hjælperedskab til Parkinson-ramte har været et perfekt spot for innovative løsninger.
“Det har været en dejlig legeplads, fyldt med interessante mennesker med totalt overskud,” supplerer teamets maskiningeniør, Christoffer.
Ligesom de andre studerende på årets Innovation Camp er han positiv over forløbet og har været overrasket over, hvor meget grupperne har nået på kort tid.
Internationalt perspektiv skaber bedre resultater
Projektleder fra Uddannelsesinitiativet Struer, Katrine Frausig, fremhæver den særlige energi, der opstår, når forskellige fagligheder er samlet.
“De får prøvet deres teori af i praksis og overrasker ofte sig selv, fordi de er vant til at arbejde med dem, der ligner dem selv. Pludselig sidder de som eksperter på deres område”, siger Katrine Frausig, mens hun understreger læringselementet:
“De lærer, at andre kan komme med et perspektiv, som kan gøre dem klogere på det, de sidder med. Hele samarbejdsperspektivet afspejler jo den måde, de fleste arbejder på til hverdag, hvor vi jo er tværfaglige.”
I år vendte The Innovation Camp tilbage til international deltagelse, hvor der udover Aarhus Universitet og DTU også var studerende fra Cracow University of Technology og Aalto University i Finland.
“Det giver mere dynamik, flere deltagere og et bredere perspektiv. Og den brede faglighed i de seks teams hjalp dem gennem hele processen – fra problemafgrænsning til praktisk implementering”, siger Katrine Frausig.
Innovation Camp skabes i samarbejde mellem AU, DTU, Cracow University of Technology og Sound Hub Denmark, Bang & Olufsen, Harman Lifestyle Division / EPIC og Uddannelsesinitiativet i Struer, med støtte fra Struer Kommune.
Færchfonden har støttet sommerskolerne The Innovation Camp 2025 og Sounding City Summer School 2025 med i alt 400.000 kr.
