
“Det handlede ikke om at kontrollere landskabet, men om at se sig selv som en del af det. En slags medskabelse mellem landskabet og kunstneren,” siger Trevor Davies, kunstnerisk leder på Performing Landscapes.
Det var præcis den tanke, der tog form, da teaterorganisationen Metropolis fra København rykkede ind på stranden, i kystlandskabet og i bunkerne i Lydens By, Struer. I samarbejde med Sound Art Lab og Regelbau 411 skabte fem kunstnere over to intensive dage 40 performances og installationer.
Lydene, der allerede var der
Udgangspunktet for kunstnerne var de lyde, som stedet selv tilbyder. Vand, grus, vind, vægge, menneskestemmer. Lydene blev optaget, bearbejdet og sendt tilbage til landskabet i nye former.
“Det, som kom ud, var egentlig en forvredet eller musikalsk version af stedet. Lydene blev rekomponeret. Dem, som allerede var der. Det er den bedste måde at beskrive det på”, fortæller Trevor Davies.
En af kunstnerne, Jørgen Teller, brugte en elektrisk guitar med kontaktmikrofon og lod selve væggens betonsider spille instrumentet. Og lydkunstner, Alex Mørch, vandrede rundt med en bærbar computer og forvandlede de lyde, han opfangede undervejs, i realtid.
Nervøsitet og positiv overraskelse
Det er ikke nogen hemmelighed, at lydkunst kan virke fremmed ved første møde. Formaterne kræver noget af publikum. De skal være med på den, engagere sig og måske deltage aktivt.
“Det kan godt virke skræmmende for nogle, som bare har lyst til at være lidt på afstand og opleve,” siger Louise Kaare Jacobsen, kommunikationskoordinator på Metropolis og Performing Landscapes:
“Men vores erfaring er, at så snart folk går med på præmissen, så ender det med at være en rigtig god oplevelse for alle parter.”
Og i Struer gik folk med på præmissen. Publikum vandrede ned til stranden og ud i landskabet. Mange var forbipasserende, der alligevel valgte at bruge en halv time på en installation.
“Cirka halvdelen af publikum kom, fordi de kendte til lydkunst eller stedet. Den anden halvdel var mere tilfældige: Børn, ældre og tyske turister. Og det var utrolig opmuntrende, fordi den feedback, vi fik fra de mennesker, var rigtig god,” siger Trevor Davies.
Over de to dage var der 350 til 400 besøg fordelt på de 40 performances og installationer.
Kunsten som genforening
Performing Landscapes handler om mere end kunst. Projektet udsprang af corona-årene, hvor Metropolis sendte hundredvis af kunstnere ud i det grønne og opdagede, at mødet mellem kunst, natur og landskab rummede noget vedvarende og nødvendigt.
Siden er det vokset til et format med 40 tilknyttede kunstnere, der alle arbejder med det økologiske perspektiv og kunstens rolle i forhold til klima- og biodiversitetskrisen.
I Struer kom det til udtryk som en invitation til at lytte anderledes.
“Vi vælger mere og mere til og fra med vores høretelefoner og vores skærme,” siger Trevor Davies og forklarer, hvordan vores sans for det, som bare er der, bliver mindre og mindre. Musikken og lydene handler lige så meget om at lytte som om at komponere.
For Louise Kaare Jacobsen er Struer-projektet også et eksempel på, hvad der sker, når de rigtige lokale partnere er med fra starten.
“Det kræver virkelig, at der er nogle partnere, som indgår engageret i projektet, og som kender stedet. Og der var vi heldige, at de I struer var virkelig gode.
Performing Landscapes er produceret af Metropolis i samarbejde med Sound Art Lab og Regelbau 411. Færchfonden støtter de stedsspecifikke forestillinger i Struer.
