Lige bagved indgangen til Regionshospitalet Gødstrup står en usædvanlig bygning – en trekantet pavillon, der huser 328 håndlavede keramiske fliser sammensat i et 20 meter langt relief. Pietas-relieffet er skabt af billedhugger Svend Wiig Hansen.

Kunstværket, der tidligere hang på Herning Centralsygehus, har fundet sit permanente hjem i Pietas Pavillonen, som er designet særligt til formålet af billedkunstner, Ingvar Cronhammer, og arkitekt, Palle Hurwitz og Friis & Moltke.

“Vi manglede et sted, hvor man kunne gå hen og reflektere i forhold til de ting, man gennemgår på et hospital”, forklarer økonomi- og planchef på Regionshospitalet Gødstrup, Henrik Grejsen Iversen.

For at skabe de ideelle forhold for relieffet og oplevelsen af det, giver pavillonens form de optimale udstillingsforhold og er konstrueret, så Pietas-relieffet kan betragtes på afstand og ses i sin fulde helhed.

Kunst som et refugium

Adgangen til pavillonen sker gennem en smal gang med ovenlys. Når man træder ind i rummet hænger relieffet på den modstående væg i det trekantede udstillingsrum. Væggen oplyses af et markant lysindfald fra vinduer fra oven, mens enkle bænke inviterer til ro og fordybelse.

Denne omhyggelige iscenesættelse af kunstoplevelsen afspejler hospitalets bevidste satsning på kunst som en integreret del af hospitalsmiljøet.

“Vi har gode erfaringer med kunst og kultur her på hospitalet, og vi arbejder målrettet med temaet ”kultur som sundhedsfremme”. I led med den voksende evidens på området, tror vi på, at kunst og kultur har en positiv effekt på heling. Rent somatisk er det jo ikke det samme som medicin. Men det giver et eller andet i forhold til os mennesker, adspredelse, inspiration eller et frirum til at finde ro, trøst, håb og livsglæde. Kunsten har en indvirkning på måden, man er på et hospital. Og kan jo bare noget, som andet ikke kan”, siger Henrik Grejsen Iversen.

Livets mange ansigter

Netop denne tanke om kunstens særlige evne til at røre ved noget dybt menneskeligt afspejles tydeligt i selve relieffet. Pietas betyder fromhed på latin og refererede i det førkristne romerske samfund til hengivenhed og loyalitet mellem mennesker. Værkets 326 fliser viser figurer, der afspejler liv, død, ømhed, angst, nåde, forældreskab, samhørighed og ensomhed.

“De mange ansigter viser livets spændvidde og giver mulighed for refleksion og samtale i rolige omgivelser,” udtrykker Henrik Grejsen Iversen og fortsætter:

“Der sker jo mange ting på et hospital – både sørgelige og gode ting. Folk bliver født, og man bliver helbredt fra sin sygdom. Dette rum er tænkt til, at man kan gå over og reflektere over både de gode og de mindre gode oplevelser.”

Den universelle tilgang til menneskelige erfaringer gør pavillonen relevant for alle. Derfor er den også åben fra klokken 7 til 22 for alle besøgende, ikke kun pårørende og hospitalets patienter og personale.

Færchfonden har støttet med 200.000 kr.