
Som et egnsteater for fire kommuner dækker Operaen i Midten Struer, Holstebro, Herning og Ikast-Brande. Og det er ikke kun de store scener i etablerede kulturhuse, der lægger hus til. Teatret har de seneste år vist forestillinger på både folkeskoler, i bybilledet, svømmehaller, i kunstpakhuse og i sociale boligområder.
“Man behøver ikke rejse langt for at opleve kvalitetsrig opera”, siger Ditte Troldtoft.
Med 174.221 borgere i virkeområdet og et repertoire, der spænder fra børneforestillinger til opera for voksne, er ambitionen bred. Teatret er nomadisk af natur og har ikke et fast hus, men opererer i stedet fra sit kontor og lager på Slagteriet i Holstebro, hvorfra forestillinger pakkes og køres ud til scener i regionen.
Tre ben og en fast sæsonstruktur
Operaen i Midten er i gang med udviklingen af en ny strategi, der tager udgangspunkt i tre fokusområder: det kommende publikum, det nuværende publikum og løbende formidlingsaktiviteter. Sæsonen kører fra sommer til sommer og indeholder to egne produktioner og to gæstespil, der veksler mellem forestillinger for børn og voksne. Strukturen giver forudsigelighed, både internt og for publikum.
“Jeg tror, det er vigtigt, at folk ved, hvad de kan forvente af os. Det handler om genkendelighed og et langsigtet perspektiv”, siger Ditte Troldtoft og henviser til sæsonprogrammet, der giver publikum et indblik i årets forestillinger med mulighed for at planlægge.
Det nuværende publikum mødes i de etablerede kulturhuse og på de kendte scener, mens løbende aktiviteter som byfestivaler, pop-up-koncerter og samarbejder med skoler og uddannelsesinstitutioner når de borgere, der endnu ikke ved, at opera kan være noget for dem. Det tredje ben, det kommende publikum, handler om børn og unge.
“Børn og unge er fremtidens publikummer, så hvis vi fortsat skal have et publikum om 20 år, så er vi nødt til at gøre en aktiv indsats nu”, siger Ditte Troldtoft.
Opera pakkes og køres ud
En konkret del af strategien er forestillinger, som kan komme rundt i kommunerne. Derfor bliver scenografien produceret til at kunne blive lastet sammen med kostumer og teknik, så det kan køres ud til de dele af de fire kommuner, der ikke råder over store scener. Forestillingen Askepot sættes eksempelvis op i efteråret og skal efterfølgende turnere med klaver og en komprimeret scenografi.
“Vi pakker alt og kører ud til dem, vi er sat i verden for, der hvor de er”, siger Ditte Troldtoft.
For at nå børn og unge arbejder teatret med tilpassede formater. Et eksempel er Maja og den magiske sofa, et nyskrevet operaværk, der kan sættes op på tre til fire timer og har nået folkeskoler, forsamlingshuse og trivselshuse.
Til Askepot skriver en børnebogsforfatter teksten om til børnehøjde, og instrumenterne tildeles roller for at gøre musikken nærværende. Som led i arbejdet med at udvikle nye talenter har teatret desuden lanceret åbne auditions, der skal tiltrække sangere og vise, at der er en arbejdsplads for operatalenter vest for Storebælt.
“I juni afholdte vi en audition, hvor vi opfordrede sangere fra hele landet til at komme og synge for os. Det gjorde vi for både at holde os opdaterede på nye talenter og for at vise, at der er en del arbejdspladser i Jylland også. Panelet bestod derfor også af repræsentanter fra Herning Operafestival, Den Ny Opera og OperAriketekterne”, siger Ditte Troldtoft, der på den måde viser, at Operaen i Midten inviterer indenfor, uanset om den er på hjul eller mere stationær.
Den samme tankegang afspejler sig i måden, teatret producerer på.
Bæredygtighed som grundsten
Bæredygtighed er ikke et tilvalg for Operaen i Midten. Det er en del af produktionsfilosofien. Teatret arbejder efter den engelske model Theatre Green Book og har i de seneste år deltaget i et accelerationsprogram med Dansk Scenekunst og Bæredygtigt Kulturliv NU.
Et initiativ i perioden blev en såkaldt evighedsscenografi, et sæt scenelementer, der kan bruges og kombineres på tværs af forestillinger. Elementerne er støbt i genbrugsplastik fra havneområder ved Vesterhavet og fra plastikaffald som for eksempel vitaminbøtter.
“Vi ønsker at vise, at det er muligt at skabe store kunstneriske oplevelser uden at gå på kompromis med hensynet til miljøet”, siger Ditte Troldtoft.
Hvad der ikke haves i forvejen, lånes eller lejes. Kun det, der kan bruges igen, købes nyt.
Næste forestilling er Askepot, der spiller fra 7.-19. november i Herning og Holstebro.
