
Regelbau 411 har indledt kunståret med udstillingen, “Inhabiting”, hvor publikum træder ind i en verden af lyd, lys og levende natur. Den polske lydkunstner har skabt et værk, der fortolker livet blandt bunkernes beton – fra svaler, der bygger reder, til skrubtudser og sommerfugle, der overvintrer i de tomme rum.
“Olga har været meget interesseret i at opdage bunkerne og det liv, der er der. Især uden for udstillingsperioden er der et helt liv af dyr, der flytter ind,” fortæller Alex Mørch, kurator og bestyrelsesformand for Regelbau 411.
Efterladte objekter bliver til kunst
Szymula har ikke kun studeret dyrene. Hun har vandret rundt i området og indsamlet efterladte objekter fra en metalfabrik og en skrotplads i nærheden. Disse fund indgår i udstillingen, der arbejder med erosion iscenesæt i mættede farver, elektriske åndedræt og integrerede klangflader.
“Hun har taget inspiration fra de dyr, der kommer og overtager de her menneskelige efterladenskaber,” siger Alex Mørch, der har brugt meget tid sammen med Szymula og udstillingstekniker Jørgen Lindholm på at opbygge værket i bunkernes særlige rum.
Et udstillingsrum uden for det sædvanlige
Regelbaus styrke ligger i netop det, der gør stedet så udfordrende: De rå betonvægge, den markante lyd og den stemningsfulde atmosfære. Det er langt fra de neutrale hvide omgivelser, man kender fra traditionelle museer.
“Det er jo absolut ikke en white cube. Det er noget andet her – man skal virkelig tænke over, hvad man putter ind i det meget rå miljø,” forklarer Alex Mørch og understreger, at han kuraterer efter kunstnere, der kan arbejde med rummets særlige karakter.
For Szymula har det betydet muligheden for at arbejde med kraftige farver og teaterlys, hvor skyggerne flytter sig langsomt i rummene.
“Du oplever teksturerne på væggen, og du oplever, at rummet virkelig bliver en del af det objekt eller den lyd, der befinder sig der,” siger Alex Mørch.
Tre kunstnere – tre udtryk
Årets program er sammensat, så det dækker Regelbaus fokusområder: lyd, lys og video. Efter Olga Szymulas lydbaserede værk følger Stine Deja, der arbejder meget med objekter og lys, og afslutningsvis kommer Katja Bjørn med et primært videobaseret værk.
Alex Mørch har høje forventninger til 2026, og med Olga Szymulas udstilling er han ikke i tvivl om, at der tegner sig et rigtig godt kunstår i Regelbau 411.
Fakta:
- Udstilling: Inhabiting af Olga Szymula
- Periode: 1. februar – 3. maj 2026
- Åbning: 1. februar kl. 14-16
- Åbningstider: Alle dage kl. 10-17
- Gratis entré
- Støttet af Færchfonden, Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, KODA Kultur og Struer – Lydens By
