“Magisk sand” på Nordisk Teaterlaboratorium, der kan sanses gennem hænderne. Og fuglesang, sollys og det at mærke træernes bark med lukkede øjne i Lystanlægget. – På Holstebro Kunstskole har projektet “Sanseverden” åbnet dørene til en anderledes måde at opleve kunst på. Her handler det ikke kun om produktet, men om processen. Om at mærke, sanse og være til stede med kroppen som kompas.

Med støtte fra Færchfonden har Holstebro Kunstskole i 2025 gennemført seks af ti workshops. Formålet har været at afprøve forskellige formater, der kan nå børn og familier, som ikke nødvendigvis finder vej til traditionel billedkunstundervisning. Fra sommerens intensive kunstskole til julemarkedets rolige fordybelsesrum har projektet udforsket, hvordan kunst kan blive en folkelig og æstetisk samlende kraft.

“Vi afprøver forskellige formater. Vi er sammen med andre kulturinstitutioner, hvor vi krydser hinanden og giver mere til børnene, end vi hver især kunne,” siger kunstnerisk leder på Holstebro Kunstskole, Ilze Rudzite.

 

Kroppen som brobygger

 

Sanseverden tager udgangspunkt i en filosofi om, at vi ikke kun tænker med hovedet. Som forsker, Kjeld Fredens, formulerer det: “Vi tænker ikke kun med hjernen. Det er individet, der tænker og lærer noget, og kroppen er brobyggeren mellem hjerne og omverden.”

 

Det kom særligt til udtryk i sommerkunstskolen i uge 27, hvor 32 børn i alderen 6–14 år brugte tre dage på at sanse verden med hele kroppen. Her var der ikke tale om klassisk skoleundervisning eller traditionel billedkunst. I stedet blev Lystanlægget til en usynlig lærer, hvor børnene lyttede til stilheden, mærkede træernes bark med lukkede øjne og lod sig føre af fuglesang og sollys.

 

Sammen med kunstundervisere fra Holstebro Kunstskole arbejdede bevægelses- og dansespecialisterne Emilija Rudzite og Anton Skaaning Thomsen med at sætte kroppen i gang gennem leg, rytme og bevægelse. I værkstederne blev der arbejdet med ler, gips, vandfarver og stenmaling – taktile og naturlige materialer, der kalder på langsomhed, nærvær og sansning.

 

“Hele vores kunstpædagogik er med fokus på omgivelser. At skabe poetiske omgivelser. Det er næsten det vigtigste, når man skal formidle æstetik,” fortæller Ilze Rudzite.

 

Forskellige formater – forskellige publikummer

 

Et centralt princip i Sanseverden har været at eksperimentere med formater, der kan ramme forskellige børn og familier. Som Ilze Rudzite forklarer, handler det om at forstå, at børnene har 100 sprog – en filosofi fra Reggio Emilia-pædagogikken, som Kunstskolen arbejder ud fra.

“Hver gang når du afprøver nyt format, får du nyt publikum. Ikke alle er vilde med at lege med mudder eller pels, men glad for noget andet. Med et nyt format, så gives alsidige måder at opleve kunst,” siger Ilze Rudzite.

Det kom blandt andet til udtryk i december, da Nordisk Teaterlaboratoriums “Sort Sal” blev forvandlet til en sanselig forlængelse af børneforestillingen “Det Er Sandt”, hvor teatrets fortælling om fantasiens magi blev til noget, publikum kunne mærke med hænderne.

“Vi fik også mulighed for at arbejde nærmest scenografisk og sanseligt på Nordisk Teaterlaboratorium. De mørke rum, musik, ligesom teater, og arbejde scenografisk med miljøet,” beskriver Ilze Rudzite.

På Slagteriets julemarked i november blev Sanseverden til en “slow down”-aktivitet midt i julestresset – et roligt, kreativt og taktilt fordybelsesrum, hvor børn og familier kunne tegne julegaver, forme julelækkerier i ler og skabe små værker med perler og duftende krydderier.

 

Tværfaglige samarbejder og nye målgrupper

 

I efterårsferien i uge 42 arbejdede Sanseverden med et særligt fokus på at nå nye målgrupper gennem samarbejder med Familiehuset Holstebro, Børn- og Kompetencecenteret og Asylcenter Holstebro. Med støtte fra Region Midtjyllands indsats “Mødesteder og netværkskrydsninger” blev der skabt kulturmøder på tværs af nationaliteter.

 

Her bidrog den ukrainske underviser Іринка Мазуренко til flersproget deltagelse, og der blev talt flere sprog – men det fælles sprog var det kunstneriske udtryk. De åbne værksteder skabte et kreativt pusterum og et trygt socialt fællesskab for grupper, som ikke nødvendigvis mødes i andre sammenhænge.

“Vi er absolut kommet i kontakt med børn og familier, som vi ellers ikke ville komme i kontakt med alene ud fra egne aktiviteter,” siger Ilze Rudzite.

 

Kunst som folkelig samlende kraft

 

For Ilze Rudzite handler Sanseverden om noget større end enkelte workshops. Det handler om at gøre kunsten tilgængelig og meningsfuld for flere.

“Nogle gange er jeg misundelig på musik, da det kan samle folk. Hvordan kan kunsten gøres folkeligt, hvor kunst ikke kun er klippe klistre, men en kollektiv samlingskraft. Det kan de forskellige formater hjælpe med,” siger hun.

Halvvejs gennem projektet kan Ilze Rudzite se, at Sanseverden har udvidet Holstebro Kunstskoles forståelse af, hvordan kunst kan formidles:

“Vi har tænkt ud af vores vante rammer, hvordan vi udvikler kunst. Vi er blevet klogere på formidlingen. Det har været vidensgivende for os og for de besøgende håber jeg, at de har fået en anden oplevelse af kunst, end hvad de ellers er vant til med skole og SFO.”

Sanseverden fortsætter sine aktiviteter hele 2026, og Holstebro Kunstskole ser allerede frem til at udvikle nye formater, der kan nå endnu flere børn og familier med kunstens sanselige og skabende kraft.