Der er vind i sejlene, og kursen er sat. Som et nyt tiltag har eleverne på Lemvig Gymnasium mulighed for at vælge en ny sejladslinje. Den kombinerer traditionel undervisning med praktiske oplevelser på vandet, hvor eleverne får hands-on erfaring med havbiologi.

“Det har været meget blæsende, men godt,” fortæller Vibe om den første tur på sejladslinjen.

Sammen med seks andre førsteårsstuderende, udgør hun det første kuld. For hende har det været en mulighed for at prøve noget anderledes:

“Det er mega fedt at prøve noget nyt. Vi får en masse flere muligheder,” siger hun.

Praktisk læring på dybt vand

I stedet for at læse om havbiologi i klasselokalet, tager eleverne på sejladslinjen ud på vandet for at supplere undervisningen, opleve og lære på egen hånd.

Første undervisning til vands er gået med at plante fiskebørnehaver og måle sigtbarhed, saltindhold og iltindhold i vandet. – Data de skal følge op på over de næste to år.

“Det er jo fedt at flytte klasselokalet ud i naturen og rent faktisk lave noget virkelighedsnær undervisning, som gør, at de lærer det endnu bedre,” forklarer biologilærer på sejladslinjen, Martin Rungø Hilligsøe.

Alle får samme faglige niveau

Selvom sejladseleverne var på en tur til Grækenland, hvor de sejlede i fem-seks dage, sikrer skolen, at alle biologielever får de samme faglige muligheder.

“De skal alle sammen bestå eksamen og have de samme betingelser,” understreger Martin Rungø Hilligsøe og forklarer, at de andre biologielever er med ude i motorbåde og derfor er på lige fod med de medstuderende i sejlbådene, når der indsamles data og sættes fiskebørnehaver ud.

Læring med et formål

For Martin Rungø Hilligsøe handler sejladslinjen om mere end et udendørs klasselokale og det sjove i den anderledes form. Undervisningen til søs giver også mulighed for at formidle vigtige budskaber om havmiljøet.

“Det står ikke nødvendigvis særligt godt til under havets overflade. Det er jo havet i krise, og det synes jeg er vigtigt at få fortalt,” forklarer han.

Til trods for havets tilstand og den udfordrende blæst lever projektet dog op til elevernes forventninger.

”Jeg havde forventet hygge og et godt fællesskab”, siger Vibe, som med vind i håret fik indfriet forventningerne til fjord-undervisning på første parket.