
Udstillingen SFÆRISK fejrer fotografen, Kirsten Klein, med stor præsentation af hendes kunstneriske virke.
“Hun er mest kendt for sine teknisk overlegne landskabsbilleder i sort-hvid og hendes opmærksomme indfangelse af vejrfænomener som nordlys, sort sol, tidevand og måneskin,” siger Anders Gaardboe Jensen, direktør ved Holstebro Kunstmuseum.
Et overraskende globalt spor
Under forberedelserne til udstillingen åbnede Kirsten Klein og hendes mand, arkitekt og billedkunstner, Sten Folmar Jensen, deres hjem og museet fik dermed mulighed for at granske det meget omfattende fotoarkiv.
“Arkivet nærmest udgør flere kunstnerskaber. Der er tale om menneskeskildringer, ikke først og fremmest naturgengivelser, men kulturelt mangfoldige og antropologisk orienterede motivkredse fra utallige rejser verden over,” forklarer Anders Gaardboe Jensen.
Udstillingen viser billeder fra Kirsten Kleins første rejse til Yucatanhalvøen i Mexico i 1968. Billederne skulle siden udgøre debutudstillingen på Charlottenborg i København i 1969. Derudover vises billeder fra Irland, Guinea-Bissau, Karpathos og Sameland, som rækker langt ud over de velkendte hjemlige landskaber.
Fra Mors til Tøndermarsken
Udstillingen præsenterer også portrætserier om landbo- og ungdomskulturen på Mors, som Kirsten Klein flyttede til i 1976, hvor hun engagerede sig i miljøaktivistiske organisationer.
“Der vises billeder af stæreflokkene i Tøndermarsken og opstillinger med forundringsfulde natur- og kulturgenstande, der balancerer hårfint mellem abstraktion og genkendelighed,” siger Anders Gaardboe Jensen.
Udstillingen viser også en serie fotografier med Kirsten Klein i naturen. I billederne taget med hulkamera bliver menneskeskikkelserne til næsten svævende skygger, der smelter sammen med omgivelserne – et udtryk for kroppens samhørighed med naturen.
Udstillingens ambition er at vise, hvor højaktuelt og bredtfavnende Kirsten Kleins kunstnerskab i virkeligheden er, og at hun på mange måder har været forud for sin tid, når det kommer til fototeknisk eksperimenteren.
Udstillingen SFÆRISK – Kirsten Klein 80 år er produceret i samarbejde med Munkeruphus og støttet af Ny Carlsbergfondet, Det Obelske Familiefond, Augustinusfonden, Statens Kunstfond, Færchfonden og Knud Højgaards Fond.
