
Som bindeled mellem uddannelse, innovation og erhverv, spiller Sound Hub en central rolle indenfor iværksætteri med lyd. Hvad der begyndte som ambitiøst lokalt initiativ, er i dag blevet en internationalt anerkendt accelerator, som udgør en hjørnesten i Struers position som global lydhovedstad. Gennem flagskibsprojektet – SoundTech Accelerator Program – har Sound Hub ikke blot fået international opmærksomhed, men også styrket startup økosystemet.
SoundTech Accelerator Programmet former Sound Hubs identitet
Med ni gennemførte runder siden 2018 er acceleratorprogrammet Sound Hubs identitetsskabende aktivitet. Programmet har fået stor opmærksomhed i ind- og udland og har bidraget til at definere organisationens rolle som global aktør inden for lydteknologi med anvendelse i mange forskellige industrier og sektorer.
”Det er særligt acceleratoren, der fylder for os i disse år. Det er vores største aktivitet overhovedet, som vi lægger mange ressourcer i”, forklarer CCO i Sound Hub, Rie Kold Pripsø.
Kigger man tilbage på udviklingen, har væksten også været markant. Antallet af ansøgende startups er fordoblet fra 20 ansøgere (det første år) til lidt under 100 i år. De mange ansøgere kommer fra mere end 35 forskellige lande. Interessen er stor og skyldes i høj grad programmets fokus på lyd, og at kendskabet er spredt af deltagerne.
Det, som adskiller SoundTech Accelerator Program fra andre, er den domænespecifikke viden inden for lyd, hvor forretningsforståelse kombineres med dybtgående produkt- og teknologiforståelse.
“Vi kigger ikke kun på forretningsdelen. Vi tør også røre ved produktet. Det er der ikke andre ude i verden, der gør”, forklarer CEO i Sound Hub, Peter Petersen.
Denne tilgang har givet konkrete resultater. Deltagerne er positive og giver feedback om et acceleratorprogram, som det bedste, de har deltaget i – hvor mange har erfaring fra andre kendte programmer og kan sammenligne både indhold og output.
Acceleratorprogrammet er heller ikke gået ubemærket hen på den internationale scene. For andet år i træk er Sound Hub kommet på Financial Times’ liste over Europes Leading Startup Hubs. Listen baseres på feedback fra deltagerne selv, hvilket gør anerkendelsen særligt værdifuld.
”At vi, som en lille niche accelerator, er blandt de 150 bedste af de 6.000 hubs, som undersøgelsen har rakt ud til, det er en stor international anerkendelse”, siger Peter Petersen
Et åbent økosystem for hele værdikæden
Acceleratorprogrammets succes har givet Sound Hub en plads i det internationale økosystem indenfor lyd, der samtidig understøtter Struer som Lydens By. Sound Hub er et naturligt samlingssted for alle aspekter af byens lydidentitet.
Denne strækker sig fra værtsrollen ved teknologiworkshops og uddannelsesaktiviteter til, værksteder for prototypefremstilling, test- og målinger, hvor Sound Hub stiller faciliteter til rådighed for kunstnere og virksomheder, der har brug for specialiserede lydtest.
I Innovation Camp og i samarbejdet med Uddannelsesinitiativet bidrager Sound Hub til talentudvikling og sikrer, at Struer ikke kun er kendt for sin historie med lyd, men også for at uddanne og træne fremtidens lydeksperter.
”Vi har en ambition om at samarbejde mere med universiteter og studerende, for at øge interessen for området,” forklarer Rie Kold Pripsø og fortsætter:
“Acceleratorprogrammet, Uddannelsesinitiativet og virksomhedernes interesse for talent og innovation er forbundne kar. De gør vores økosystem endnu bredere, der er flere heste at spille på”.
Sound Hub bygger bro mellem fortid og fremtid
Sound Hubs udvikling illustrerer, hvordan en organisation indgår som spiller og katalysator i et økosystem. Kombinationen af uddannelse, innovation og erhvervsudvikling udgør en model, der både tjener lokale interesser og styrker Sound Hub i det internationale økosystem.
Med acceleratorprogrammets succes som fundament bygger Sound Hub videre på den positive fortælling og sikrer tiltrækning af internationale lydiværksættere til byen, der styrker Struers position som global lydhovedstad.
“Vi er på vej fra at være et inkubationsmiljø til at være et innovationshus for lyd, hvor vi kan sammensætte den gruppe af eksperter, som løser opgaven,” forklarer Rie Kold Pripsø om transformationen og det store udviklingspotentiale.
Og ambitionerne følger med. Sound Hub overvejer at køre forløb og arbejder på at tiltrække større virksomheder til Struer.
“Det drejer sig om at tiltrække talent til Danmark. Vi håber, at nogle dem vi arbejder med, finder Danmark så interessant, at de etablerer sig i Danmark”, siger Peter Petersen og fremhæver, at strategien før har båret frugt.
Freqport har flyttet virksomheden fra Australien til Danmark efter deres deltagelse i programmet, og flere af de internationale deltagere fortsætter udviklingsprojekter med danske partnere.
“Vi drømmer om, at kan tiltrække en større virksomhed, til at slå sig ned her med et udviklingsteam,” tilkendegiver Peter Petersen.
Fra deres position i økosystemet fortsætter Sound Hub med at bygge bro mellem Struers rige lydhistorie og fremtidens lydvirksomheder, hvor lokal ekspertise møder global ambition.
