Vedersø Klit og Vester Husby er kendte for noget de stråtægte sommerhuse, der pryder det vestjyske landskab. Den iagttagelse blev startskuddet til Stråfestivalen, der nu løber af stablen for tredje gang. Og med flere besøgende end tidligere.

 

Ideen bag festivalen opstod af de karakteristiske stråtage. Det fortæller Nicolai Mogensen, en af kræfterne bag arrangementet:

“Det er jo meningen at hylde de her stråtægte sommerhuse, som vi har ude i hele området her i Vedersø Klint og Vester Husby. Og så tog den ene ide den anden, og så endte det ud i en festival, hvor navnet så giver sig selv. – En Stråfestival.”

Festivalen består af boder med kunst, krea og mad blandet med dyrehjørne, bål og underholdning. Alt sammen aktiviteter der tiltrækker en bred skare af gæster, og hvor stråtemaet går igen som en rød tråd på festivalen.

 

Veersø Klit på landkortet

For arrangørerne handler Stråfestivalen om mere end lokal hygge. Den er med til at sætte Vestkysten på kortet – og tiltrække gæster fra et langt bredere opland end nærområdet.

”Jeg er ret sikker på, at der kommer folk både fra Herning, Viborg og Silkeborg, som har startet bilen i morges for at komme ud og opleve den gode stemning, den friske luft og en tur til havet”, siger en anden af arrangørerne, Henrik Olesen.

Festivalen samler både turister og lokalbefolkning – sommerhusejere, campistgæster og endagsturister side om side. Og den fortæller en større historie om, hvad egnen kan byde på. Nicolai Mogensen sætter ord på ambitionerne:

“Det giver også en fortælling til folk om, hvad Vestkysten kan.”

Kaj Christensen, der ligeledes er fra teamet bag festivalen, mærker effekten fra de mange besøgende:

“Folk snakker meget, meget mere om os udendørs og spørger og spørger. Folk kommer og spørger: ‘Kommer I igen i år? Kan vi booke plads til næste år?'”

I fjor besøgte mellem 3200 gæster Stråfestivalen. I år håber arrangørerne at runde de 5.000.

 

Frivillige hænder og en festival, der modnes

En festival af den størrelse kræver mange frivillige – og dem er der heldigvis nok af. Kaj Christensen beskriver det som en naturlig del af det lokale fællesskab:

“Her er masser af frivillige hænder til at hjælpe. De kommer og går og giver en hånd med i det.”

Og arrangørerne selv? De er begyndt at finde rytmen. Som Henrik Olesen siger med et smil:

“Nu begynder vi at køre den på rutinen. Og vi er nok alle tre rimelig gode til at improvisere, og så løser vi udfordringerne, hvis der opstår nogen.”

 

Oplevelsen varer ved

Det er ikke kun antallet af besøgende, der er steget. Feedbacken er i sig selv et bevis på, at festivalen sætter sit spor. Kaj Christensen fortæller:

“Vi hører helt klart, at det bliver bedre og bedre. Folk glæder sig i længere tid, og vi hører folk spørge allerede om efteråret, hvornår det kommer igen til næste år? Det skal vi have skrevet i kalenderen. Vi skal også til Vedersø Klit i 2027.'”

Stråfestivalen er gratis at besøge og indeholder også et aftenprogram med musik.

Festivalen er støttet af Færchfonden.