
“Jeg er selv vokset op herude og har savnet sådanne miljøer og tilbud. Det er en hilsen til mit yngre jeg,” siger initiativtager bag billedkunstprojektet, SKAB DIG, Sara Holm Strandby.
I Bystuen i Vinderup er et nyt billedkunsthold ved at tage form. Projektet SKAB DIG løber over to år og har fra starten haft et mål om at give børn og unge i lokalområdet adgang til undervisning i billedkunst, mens de selv er med til at forme tilbuddet.
Et råd af unge stemmer
Inden de første hold åbner for tilmelding til efteråret, har projektet brugt foråret på noget usædvanligt. At lytte. Gennem “Det Gode Råd”, et børne- og ungeråd, har initiativtagerne testet øvelser, materialer og idéer i praksis og ladet de unges erfaringer guide retningen.
“Det er et projekt til børn og unge. Og det er vigtigt, at deres tanker og stemmer er med i udformningen,” siger Sara Holm Strandby.
Ghazel Hamo, en af de unge deltagere i rådet, sætter ord på oplevelsen:
“De hjælper en med at komme i gang. Og så er det bare godt, at man selv må få lov at lave tingene på sin egen måde.”
Billedkunstneren Ranva Marie Birger Hagen, der er med som faglig kraft bag projektet, fremhæver værdien af den undersøgende tilgang. Ifølge hende kan god undervisning ikke altid planlægges fra et skrivebord. Den skal ses i virkeligheden.
Et sted, der giver plads
SKAB DIG opstår ikke i et vakuum. Bystuen fungerer i forvejen som et levende medborgerhus, hvor generationer mødes på kryds og tværs. Her arbejder seniorer side om side med unge, og kunst og kreativitet binder dem sammen.
“Det er totalt afgørende,” siger Ranva Marie Birger Hagen:
“Miljøet og de mennesker findes alle steder, men spørgsmålet er, om de er synlige og har en plads.”
Bystuen rummer allerede en uformel kultur for vidensdeling og kreativt samvær, og SKAB DIG er ifølge Ranva Marie Birger Hagen et forsøg på at formalisere dette, særligt for de unge. Det handler om at skabe et tilbud, der giver legitimitet til den kunstneriske åre, og som gør det klart, at man ikke er alene med sin interesse.
Sara Holm Strandby understreger her, at rammerne er afgørende:
“Man skal ikke undervurdere, hvad rum betyder for, at man tør være sig selv.”
Åbent for alle
Til efteråret starter de første officielle billedkunsthold målrettet børn og unge fra 10 til 16 år. På sigt er ambitionen at udvide med flere aldersopdelte hold.
Geografisk er tilbuddet ikke begrænset til Vinderup eller Holstebro Kommune. Bystuen byder allerede gæster fra Struer, Skive og omegn velkommen, og døren er principielt åben for alle.
Parallelt er Musikskolen på vej ind med musikpædagogiske tiltag og studerende fra konservatoriet, og et tilsvarende ungeråd er planlagt på musikområdet.
Udover støtten fra Færchfonden er projektet støttet af Holstebro Kommune samt en lokal donation fra Bjert Husflidsforening
