Et kig hen over pladsen ved den store scene, og det er meget vanskeligt at forestille sig sommer og sol og en himmel så blå som viol.

Alt imens regnen siler ned og Birthe Kjær synes en kende langt væk, er stemningen alligevel høj.

”Når det regner, får man fregner. Når det sner, får man fler’”, griner Anne Marie under bo-center Bavnebjergs medbragte teltdug.

I dagens anledning har hun lige fået ordnet hår og glæder sig nu til dagens store navn – Birthe Kjær.

Og hun er ikke alene.

Mia Maria, der har mange Sølundsfestivaler på visitkortet, har trodset regnen og fundet sig en god plads længere fremme. Og på forreste parket sidder Frederik klar i sin kørestol – som den første og med direkte udsyn til scenen.

Fælles for Anne Marie, Mia Maria og Frederik er deres handicap og deres store glæde for musik.

”SMUK fest er ikke for Frederik. Det her er derimod en festival, hvor Frederik kan være”, forklarer Frederiks mor, Merete Olesen:

”Alle er med, og alle får en chance. Han er en del af en kæmpe fest. Og det betyder meget, at han også kan gå til festival og have det skide sjovt. Her kan være stuvende proppet, men alligevel er der plads til alle”.

Mere end bare musik

De mange kunstnere, der optræder til Sølund festivalen er også med til at skrue op for de gode oplevelser og bidrage til den store folkefest. Merete Olesen sætter stor pris på, at de omfavner og lever sig ind i publikum.

Netop den evne er i høj kurs til en festival som Sølund. Og presse- og eventkoordinator Sarah Theibel uddyber, hvor vigtig samspillet er.

”Birte Kjær er dronningen. – Hun er fabelagtig. Hun kender dem, hun danser med dem og holder om dem. Gnags gør det samme. Hvis man vil dem og synger til dem, så har man deres hjerter. Hvis man er anonym og ikke rigtig gør noget andet end at synge, så kan man lave nok så mange store hits. – Så går de deres vej. De vil have nærvær og kærlighed”.

Sarah Theibel, der har været med til at arrangere festivalen i en årrække, beskriver en event, som er mere en blot musik. Omsorg, rummelighed og kærlighed til den næste fylder godt op i konceptet og kan mærkes overalt på pladsen:

”Hvis en gerne vil frem og stå ved hegnet, så går man bare til side, så man kan komme op foran. Der er ikke nogen, som maser sig frem og skubber. Der er plads til alle. Og har man brug for et kram, så får man et. Vi griner jo lidt af, at når man er på SMUK festival, så sætter de hegn op for at holde folk ude. Her sætter vi hegn op, for at holde folk inde. Det gør vi, fordi de skal føle sig som maksimalt menneske med frihed til for eksempel at gå op og hente en hotdog uden at skulle have ledsager med”.

For mange af gæsterne er festivalen også et frirum til at færdes frit og dermed en stor kontrast til institutionens faste rammer med ledsagere og andre rutiner.

Sarah Theibel og teamet bag Sølund festivalen gør derfor en ekstra indsats for at give de besøgende plads til bare at være sig selv – at være menneske.

”Vi sætter rammerne, så godt vi kan og giver dem et sted. Mange udviklingshæmmede søger en form for normalitet. De vil gerne være ligesom andre. Måske det er det, vi tilbyder. Og musikken, fællesskabet og glæden”, siger Sarah Theibel og uddyber, at mange borgere på medicin, slet ikke behøver så meget medicin efterfølgende, fordi de er mættet af musik og andre sanseindtryk.

Udgifter langt større end indtægter

Modsat andre musik events kan Sølund ikke skrue op for alkohol- eller billetpriserne for at hente et eventuelt overskud hjem. Målgruppen kommer typisk med penge i en kuvert, og det er dem, som må bruges. Økonomisk profit er derfor ikke et parameter for succes.

Støtte fra kommunen og fonde er imidlertid alfa omega, og noget der bliver værdsat højt.

”Det er altafgørende for, at vi kan få lov til at holde festival. For hvis ikke vi får den støtte, så kan vi ikke lave de samme rammer. Vi ser os selv som professionel forretning. Når vi inviterer vores gæster indenfor, skal vi have styr på tingene. Det er vigtigt også at udstråle sikre, gode rammer, der kan afvikle en festival for 25.000 mennesker. Nogle sidder i kørestol og er gangbesværede, så der er mange behov, vi skal dække”, siger Sarah Theibel.

Hun sender en tak til Maersk, Eurosteel, Skanderborg Kommune, private donorer og Færchfonden.

Og hvis nogle skulle være i tvivl om betydningen af festivalen, og hvad det egentlig er for en størrelse, er opfordringen klar:

”Man kan ikke beskrive med ord, hvad Sølund Musik Festival er. Man bliver nødt til at mærke det, fordi det kan noget særligt”, runder Sarah Theibel af.