Udefra ser det ikke ud af meget, og var det ikke for det lille skilt ved vejkanten, ville de fleste køre forbi. Men drejer man ned ad den snoede grusvej og følger stien op til den firelængede gård, åbner sig et lille æstetisk univers af kunst og kultur.
”Folk er meget overraskede over stedet. Skønheden i at vi ligger her på yderste klit, alle kunstværkerne og atmosfæren. Vi har formået at skabe et sted, hvor der er en særlig ro. Det er lidt som et hemmeligt sted, der er gemt af vejen”, siger daglig leder gennem fire år, Lise Hastrup, mens hun konstaterer, at mange folk sætter pris på lige præcist det, Tuskær kan tilbyde.
Og der er mange ting i kalenderen. Udover yogasessioner og kurser i akvarel, pileflet, økologisk gastronomi og sang, er der kunstudstillinger, foredrag og musikalske koncerter med klassisk, jazz, opera og pop.
Det er især den hyggelige stemning af at føle sig hjemme, som Lise Hastrup fremhæver fra de mange besøgende. Rammerne i kraft af beliggenhed og de åbne, indbydende rum er her en stor hjælp.
”Man kommer ind et sted med nærvær, skønne, æstetiske rammer, hvor skuldrene sænker sig, og hvor natur og kultur mødes. Man kan hele tiden høre havet, og vi er jo placeret midt i klitterne. I kombination med for eksempel kunstnerne, hvor der max må være 50 tilskuere, bliver oplevelsen mere autentisk og intim”, siger Lise Hastrup.
For hende og protektoren for Tuskær, operasangerinden Andrea Pellegrini, er det vigtigt, at alle har det godt. Selvom der tilbydes kunst og kultur på et meget højt plan, er målet, at Tuskær ikke bliver et elitært sted. Opera er eksempelvis ikke kun for eliten, men noget, som alle kan lytte til.
Økologi og et motto om ”Alt er muligt”
Som de to eneste i Vestjylland har Tuskær guldmærket inden for økologi. Det betyder, at 90-100% af alle råvarer er økologisk producerede. Mærket har også tiltrukket ekstra kunder hen over sommeren og er en helt central del af oplevelsen på Tuskær.
”Kunst og mad hænger sammen, og vi har før holdt aftener, hvor lyd og smag følges ad. Mozart er for eksempel noget sprødt mens Brahm er noget med øl”, siger Lise Hastrup.
Den eksperimenterende stil og blandingen af kunst, kultur og kulinariske oplevelser er hverdag og følges op med, at ”alt er muligt” på Tuskær.
Det kommer også til udtryk, når der skal tænkes i kreative løsninger på grund af pladsmangel. Koncertsalen med højt til loftet fungerer nemlig både som et akustisk optræderum, men rummer også yogatimer, udstillinger og foredrag.
Netop den trange plads, har ledt Lise Hastrup til at søge midler til renoveringen af stuehuset.
Renoveringen vil give plads til et kursuslokale, et depot til kunstværker, et lokale til frivillige og en hall til servering. Rum, som giver mulighed for at drifte på en helt anden måde end hidtil.
”Færchfonden har som de første givet til det her projekt, og det er en kæmpe anderkendelse, at man kan se Tuskær som et sted, man gerne vil gøre noget for. Det betyder rigtig meget”, siger Lise Hastrup.
Med kommunen, som er gået ind i projektet og yderligere fondsarbejde til at fuldende renoveringen, håber Lise Hastrup på, at Tuskær om to år kan byde endnu flere gæster velkommen til stedets mange aktiviteter.
Fakta:
- Tuskær er en klitgård fra 1864
- Der er åbent hele året, cafe og restaurant dog kun i sæson
- 30 frivillige er tilknyttet og udgør ”Team Tuskær”
- Udover lokale tiltrækker især koncerter og kunstneriske udstillinger gæster hele vejen fra Aalborg og Thy til Aarhus, Fyn, Sønderjylland og København
- Til kurserne kommer undervisere fra blandt andet København og udlandet
- Der er tre refugium-værelser på Tuskær