Hun er københavner, men har taget skridtet til det vestjyske.
Hun kan synge, men kun i badet.
Og så er hun oprindelig akademiker med en baggrund inden for tværkulturelle studier og religionsvidenskab med hang til journalistiske historier, som i lang tid var drivkraften for hendes professionelle virke.
På mange måder er Freja Friberg Lyme ikke en traditionel operachef og er ikke opflasket i det klassiske univers eller operaens verden.
Til gengæld har den nyligt indtrådte operachef bygget ovenpå og tilegnet sig erfaring med at instruere stykker og bevist sit værd, når nye kreative kvalitetsforestillinger skulle stables på benene. Kombineret med en glødende gejst og en vilje til at tænke ud af boksen, har Freja Friberg Lyme sat sig for, at Operaen i Midten skal synge sig ind i alles hjerter. – Ikke kun ”eliten”, men hos ”folket”.
”Ideelt set kunne jeg godt tænke mig, at 80% af alle borgere i Midt- og Vestjylland kender Operaen i Midten”, siger Freja Friberg Lyme.
Selv blev hun helt solgt, da hun i et studiejob var statist i operaen på Holmen. Så da kandidaten var i hus, lagde hun den mere akademiske og journalistdrevne baggrund på hylden. Og jagten på de sande historier ude i en konfliktfyldt verden, blev skiftet ud med en operainstruktør-uddannelse i Italien og jagten på en sandhed inden for det kunstneriske univers fortællinger.
”Min interesse for journalistik bestod i historiefortællingen. Jeg tænkte, at jeg skulle fortælle de enkle og meget barske historier fra virkeligheden. Men jeg har altid haft et meget kreativt mindset og med operaen, som også fortæller historier – fiktive historier – fandt jeg ud af, at de i virkeligheden kan have en lige så stor effekt og indvirkning på menneskers liv. Måske endda større end de sande historier”, siger Freja Friberg Lyme.
Passionen for opera er også kommet gennem et fuldbyrdet sanseindtryk, hvor opera berører både musik, teater, det fysiske og de helt dybe temaer og følelser i livet:
”Historiefortællingen er de meget store universelle grundfølelser – had, kærlighed, jalousi som vi typisk ikke reflekterer så meget over i vores hverdag, men som vi måske i virkeligheden burde. Og udover det kommer laget af musik, som pirrer sanserne, så vi får refleksioner over de helt store spørgsmål i livet samt skuespil og fysisk bevægelse oveni, der påvirker vores følelser. Det synes jeg er fantastisk.”
Fire mål der har særligt fokus
Freja Friberg Lyme har nu siddet i chef-stolen på egnsteatret i 4,5 måned, og der er flere ting, hun gerne vil sætte sit præg på fremadrettet.
For det første er et klart mål at udbyde større og jævnlige forestillinger til de tre målgrupper – børn, unge og voksne. Det vil sige, at der hver tredje måned skal være noget nyt for hver målgruppe.
For det andet vil Freja Friberg Lyme også gerne udfordre genren med nye formater, hvor bæredygtige forestillinger kommer i spil.
”Det er vigtigt at tænke over, hvor vi præsenterer dem, hvordan vi præsenterer dem, hvem vi præsenterer dem for, og hvordan vi producerer dem. Operaen er for eksempel miljømæssigt ude af sync. Det vil jeg gerne gøre op med. At vi forholder os mere til den verden, vi lever i. Mere genbrug af kostumer og rekvisitter, flere overvejelser omkring transport og LED i stedet for glødepærer”, pointerer Freja Friberg Lyme og løfter sløret for, at der i den kommende sæson vil indgå en forestilling, hvor stedet i sig selv fungerer som en scenografi.
Der er altså truffet et bevidst valg om at bruge omgivelserne til at skabe rummet.
Som en sidste ting er relationen til publikum et vigtigt succesparameter. Medejerskabet betyder noget, og for at nå ønskepositionen om 80% kendskab til Operaen i Midten, er det vigtigt at få flere ind i samtalen og dialogen omkring opera.
”Jeg vil gerne lave atypiske arrangementer. Lege ping-pong i kommunikationen med publikum for at vi kan lære, men også for at publikum kan forstå os. Hvis jeg gerne vil have en bedre relation til de unge og fortælle dem, hvad opera er, så bliver jeg også nødt til at møde dem, hvor de er. Altså at tale deres sprog for at lære, hvad deres behov er”, forklarer hun.
Kulturhuse, barer, biblioteker, gågader og markeder er alle steder, operaen kan møde folket og ikke mindst de unge. Her er Slagteriet, hvor Operaen i Midten holder til, også et oplagt sted at etablere kontakt til målgruppen, som Freja Friberg Lyme har et særligt øje til.
Opera er ikke kun småtykke mænd og damer, der står stille og synger
Når de unge – her forstået som folk mellem 15-40 år – har en forbeholden interesse, skyldes det, at der i denne gruppe er mange fordomme og uvidenhed.
”De tror, de ikke forstår det. De tror, det kommer til at tage mange timer. Så tror de, at de skal se en halvtyk dame eller mand á la Pavarotti, der står helt stille og synger med den ene arm oppe. Det er den forestilling mange unge har”, smiler Freja Friberg Lyme, der dog forsikrer, at sådan var det måske for 50 år siden.
Men operaen har ændret sig, og der stilles store krav til det, en operasanger skal kunne. Én ting er en stor stemme, en anden er den fysiske aktivitet på scenen og stort flair for skuespil.
Foruden en vis mængde uvidenhed blandt den yngre del af befolkningen, hersker der ifølge Freja Friberg Lyme også en anden opfattelse af, hvad opera er. – En dyr forestilling og et elitært projekt.
Det sidste ærgrer operachefen som gerne så, at posen blev rystet godt og grundigt:
”Mange steder inden for opera ville man have godt af lige at reflektere. Nogle inden for branchen synes jo, det er pisse fedt, at det er elitært, hvor man kan være en smule berøringsangst over, at gøre noget andet. Sådan synes jeg ikke, det skal være. For hvis vi ikke gør noget, så uddør vi, når generationen af pensionister dør”.
Freja Friberg Lyme føler sig forpligtet til at tage et ansvar for, at branchen overlever. Og det inkluderer nye former og et mod til at tænke ud af boksen.
”Man kan gøre, lige hvad der passer en. Og tit kan man gøre endnu mere”, lyder det opmuntrende fra Freja Friberg Lyme.
Det nye sæsonprogram, der er lige på trapperne, vidner om en ny og spændende vej, som Operaen i Midten har sporet sig ind på.
Ifølge Freja Friberg Lyme er der noget for alle aldre, og opfordringen er klar:
”Opera er en oplevelse og for den sjælelige uddannelse. At give sig selv plads til at blive påvirket af sine følelser. At få et pustserum og være til stede i det og lade sig påvirke af den menneskelige one to one relation, der er. Det, der er med opera er, at der er noget på spil”.
Du kan følge med i kommende forestillinger til foråret, hvor sæsonens forestillinger vil blive offentliggjort på den nye hjemmeside.
Færchfonden har støttet Operaen i Midten gennem adskillige år og ser egnsteatret som et kulturelt og mangfoldigt udbud af forestillinger i høj kvalitet.
Fakta:
- Operaen i Midten er et egnsteater, der dækker over Holstebro, Herning, Ikast-Brande og Struer Kommune
- Operaen i Midten hed tidligere Musikdramatisk Teater, men skiftede navn i 2009
- Udover egenproduktioner består forestillingerne af gæstespil (pakkeløsning med hele forestillinger, der er booket ind)