Forestil dig en summen af liv med unge, ældre og familier på land, mens der til vands er skiftevis kajakroere, roere og sup boardere, der hver tager deres åretag i Vandkraftsøen i Holstebro. Inden for oser det også af aktiviteter med roere i alle aldre, og foreninger som flittigt bruger lokaler og fælles arealer til events og begivenheder.
Det bliver alt sammen til virkelighed, når Søsportens Center åbner op for en helt ny måde at samle vandsport og invitere den brede offentlighed ned til søen.
Freddy Qvist, der er arkitekt og bestyrelsesmedlem i Roklubben i Holstebro står bag projektet og tegningerne af det nye Søsportens Center.
”Hans (den tidligere formand i Roklubben) og jeg vil sidde på plateauet og nyde udsigten og tænke: Det har vi været med til at skabe. Jeg vil se det summe af roning, anden vandsport, naturnydere, folk der går ind og køber en is og nyder udsigten. Plateauet bliver et offentligt foreningsområde, der favner bredt”, siger Freddy Qvist, som er en af de helt store drivkræfter bag det store 20 mio. projekt.
Igennem sit årtier lange engagement i Roklubben har han blandt andet modtaget Dansk Rosports ledrpris, Nordeas Gør-det-muligt-prisen for en ildsjæl i dansk idræt, der har ydet en ekstraordinær indsats samt Holstebro Elitesports pris for Årets Talentudvikler.
Startede smalt og endte bredt
Hele ideen med et Søsportens Center startede ellers ikke som et bredde-projekt. I stedet var sigtet mere rettet mod Roklubben og det store potentiale, som allerede har vist sig gennem det ene udklækkede ro-talent efter det andet.
”Det hele begyndte med missionen om at være Danmarks bedste kaproningsklub for juniorer. Vi vil være dem, der leverer de bedste roere til Danmarks Rocenter”, siger Freddy Qvist.
Men som processen skred frem og visionerne voksede, blev ideen hurtigt bredt ud til at være en søsportslandsby, hvor naboen, Kajakklubben, blev inviteret med. Senere spredte fællesskabet sig som ringe i vandet. Og de folkelige aktiviteter med et helt andet publikum end de med trang til vandsport, blev også en forankret del af et nyt Søsportens Center.
Nu hvor Roklubben som initiativtager og tovholder snart kan tage det første spadestik på projektet, er der flere aktører, der ifølge Freddy Qvist skal have et par ord med på vejen:
”Jeg vil gerne starte med at takke Færchfonden, for de var der stort set lige med det samme. Jeg vil også takke kommunen og Holstebro Elitesport. Og så selvfølgelig fondene. Den julegave vi fik af AP Møller Fonden sidste år på 7,5 mio. kr. var rigtig flot. Den gav glæde og selvtillid”.
Også andre fonde er involverede i projektet, hvor Roklubben venter på, at de sidste ting skal falde på plads.
Den nye formand tager over
Selvom byggearbejdet – hvis alt går efter planen – starter til november, har projektet været mange år undervejs.
Freddy Qvist har lagt meget energi i hele processen, men Søsportens Center er det sidste store projekt, bestyrelsesmedlemmet kaster sig ud i. Det er i stedet den nye formand i Roklubben, Daniel Stentoft, som nu primært tager over.
”Arbejdet har været i gang i lang tid, og der er tænkt mange tanker. Det er et meget gennemarbejdet og velovervejet projekt, som jeg glæder mig til at se resultatet af. Jeg glæder mig til at se den samme kultur, som vi har nu, der blomstrer videre i de nye rammer. At det vi har tænkt indledningsvist også er det, som bliver afspejlet i det nye hus”, siger Daniel Stentoft, som særligt ser frem til en hverdag, der blomstrer og hvor mange forskellige grupper er repræsenteret i klubben og i området ved Søsportens Center.
Fakta:
- Søsportens Center skaber et nyt rum for foreningsliv, elitesport og uformel vandsport
- Centret skaber også et rum hvor eksisterende foreningskultur, sportsudøvelse, og offentlig brug af vandmiljøet nytænkes i en fælles enhed
- En enhed hvor barrierer mellem sportsforeninger og offentlighed nedbrydes, og hvor arkitekturen inviterer alle inden for til glæde for sport, foreningsliv og offentlighed
- Offentligheden får mulighed for at komme tæt på vandet til rekreation og ophold, hvor der er rum til møde, leg og hygge på udendørs-plateauet med café og på de grønne arealer i området