Hun var fire år gammel, da hun startede på musikskolen i Holstebro. Siden da er det gået støt fremad, og den talentfulde fløjtenist har slået sit navn fast i både ind- og udland.
I denne uge kan Klassiske Dage med Janne Thomsen i spidsen byde velkommen til den årlige musikfestival. Som stifter og kunstnerisk leder af festivallen, er et af målene at give publikum en unik mulighed for at opleve klassisk musik. Og med 17 år på bagen har Klassiske Dage formået at sætte et stort aftryk.
”Festivalen har siden 2005 udviklet sig helt enormt og kan vel betegnes som en integreret del af Holstebros kulturprofil og en væsentlig faktor i byens og hele Kommunens udvikling som en levende kulturby”, siger Janne Thomsen.
I år er temaet ”Nostalgi”, og som altid er der noget for enhver smag med et bredt spekter af kunstnere. Janne Thomsen håber, at andre gennem Klassiske Dage kan få indsigt i musikken og nyde den på tæt hold:
”Feltet spænder fra de helt unge stjerner til miljøets allerstørste nestorer, som ved festivalen deler deres viden og kunnen ud til nye generationer og dansk-baserede talenter. Selv håber jeg at kunne dele glæden ved musikken – og især glæden ved at opleve musikken live”.
Janne Thomsens engagement har Holstebro og omegn kunne mærke gennem de mange år, festivallen har bragt alt det bedste inden for klassisk musik til byen. For hende er det vigtigt, at det er Holstebro, som lægger ramme til festivallen og på den måde tilfører byen og området værdi.
”Det er naturligt, at Klassiske Dage er placeret i Holstebro, da det er her jeg har mine rødder”, siger Janne Thomsen og tilføjer:
”Jeg håber Klassiske Dage understreger rollen som et markant kulturelt fyrtårn, hvis lys forhåbentligt når langt ud over kommunens grænser, hvor jeg gerne ser Klassiske Dage, Holstebro, optræde som ambassadør for Holstebro både nationalt og internationalt”.
Se VIDEOEN med Janne Thomsen og betydningen af Holstebro for musikfestivalen.
Du kan se programmet for dette års festival her
Fakta om Klassiske Dage:
- Musikfestivallen forløber fra 26. september til 3. oktober
- Musikfestivallen tager udgangspunkt i klassisk musik, men inddrager også andre musikalske genrer samt inviterer publikum til projekter i grænselandet mellem forskellige kunstarter
- Klassiske Dage er gennem tiden blevet besøgt af P2, DR, Norddeutscher Rundfunk og Tysklands store internationale TV-station, Deutsche Welle
- Klassiske Dage arbejder blandt andet sammen med OrkesterMidt og ReMUS ved MKG MidtVest og MGK Øst, samt koncerter med de talentfulde konservatorierstuderende i Dansk Ungdomsensemble i hele kommunen, som rækker ud i region MidtVest fra Aarhus til Thorsminde
- Janne Thomsen, der står bag festivallen, har studeret på Royal Academy of Music i London, Pariserkonservatoriets solistklasse og har vundet et væld af internationale konkurrencer og priser