Én gang skal være den første.

Og det blev det, da den danske operasanger, Guido Paevatalu, sejlede til Lemvig med en bådfuld sangere og musikere.

Som del af sommerens turné på søsiden i Danmark gik turen forbi den lille by ved Limfjorden. – Et visit som ikke gik ubemærket hen for de mange nysgerrige tilhørere.

”Vi tog faktisk hjem fra ferie en dag før, fordi det måtte vi altså høre”, siger Bodil Rolof, der sammen med sin mand har købt billetter til koncerten:

”Vi har været til opera i Aalborg, men at opleve det her i Lemvig er fantastisk. Det er virkelig stormende og med to-tre meter op til kunstnerne”, siger Hans Otto Rasmussen.

Koncerten, der oprindelig skulle foregå på havnen under det maritime tema ”Opera mellem Himmel og Hav”, blev rykket op i Valgmenighedskirken på grund af den silende regn.

Men det gjorde ikke operaen mindre god. Hverken for Bodil Rolof eller Hans Otto Rasmussen.

Også arrangørerne bag er godt tilfreds.

”Hvorfor ikke opera i Lemvig?”

Turist- og handelschef i Lemvig Kommune, Mai Lindgaard, er positiv overrasket over den gode respons på den nye kunstart i byen:

”Jeg er fuldstændig blown away. Det er en utrolig stor oplevelse”, siger hun og glæder sig over de 265, der fylder sæderne godt op.

Sammen med Frivilligcenter Lemvig lægger de to aktører rammer for eventet. At få opera til byen har været en spændende oplevelse, selvom der i starten af processen var bekymrede miner:

”Vi plejer jo ikke at have opera, så vi ved intet om, hvad det kan være. Men takket være to ildsjæle i Frivilligcenteret fik vi samlet en kæmpe stor gruppe med vidt forskellige evner. Og det er det, der i bund og grund skaber succesen. At vi finder nogen, der kan noget med musikken, nogen med markedsføring og så videre. Så hvorfor ikke opera i Lemvig”, smiler Mai Lindgaard.

En anden gevinst ved at få opera til byen er de forskellige tilhørere, Mai Lindgaard som Turist- og Handelschef har noteret sig:

”Det er skønt, at vi lige pludselig taler til alle målgrupper, så det ikke bliver alt for snævert. Det synes jeg er det mest interessante. Mange af gæsterne til operakoncerten er måske nogle, vi normalt ikke taler til”.

Færchfonden har støttet med 25.000  kr.

Fakta:

  • ”Opera mellem Himmel og Hav” gæstede Lemvig over en weekend med sang for børn den ene dag og voksenkoncert den anden
  • Aftalen er kommet i stand via Lemvig-parret Ida og Jens Møller, som er en del af Frivilligcenter Lemvig
  • Turnéen har i sommerens løb sejlet til Bornholm, Tambohuse, Thisted, Endelave og Middelfart