De sidste penselstrøg bliver lagt i den ene soloudstilling, mens vaterpas til ophæng bliver justeret i den anden.

Emma Sheridan og Morten Knudsen lægger sidste hånd på deres værker, inden dørene bliver slået op. De to kunstnere er ligesom andre, der udstiller i Huset for Kunst & Design, i starten af deres karriere eller på vej op. Og så tilhører de den yngre gruppe, som på både kunstner- og publikumssiden er særligt godt repræsenteret.

”Det er alle aldre, der udstiller, men indtil videre har det været de yngre. Generelt har vi jo helt vildt godt fat i de unge”, siger kunstnerisk leder, Anna Margrethe Pedersen og hentyder især til de studerende på Dansk Talentakademi og deres venner og bekendte.

Som noget helt unikt for Huset for Kunst & Design fungerer stedet ikke kun som en professionel kunsthal. Uddannelseslaget spiller også en rolle, hvor Dansk Talentakademi og linjen Kunst & Design er koblet på.

”DTA og Kunst & Designlinjen er lige her i samme bygning. Jeg tror ikke, at der er nogen steder, som har det set-up. Eleverne mødes her og arbejder. Og de hjælper til og er en del af den her kunsthal, så der er hele tiden den her udveksling. Nogle gange er der også elevudstillinger”, siger Anna Margrethe Pedersen.

Mere, bedre og rum for sociale aktiviteter

Med afsæt i de unge og ønsket om at nå ud til flere lokale, er nye tiltag på vej.

”Jeg vil gerne bredere ud og tilbyde et ungt publikum noget mere. Også som et hangout, hvor vi jo ligger lige ved siden af gymnasiet. Det er oplagt med et mere socialt rum. Men generelt set vil vi også gerne spille på lidt flere platforme i forhold til lokalbefolkningen. Så det er helt klart ambitionen, at dørene bliver slået endnu mere op”, slår Anna Margrethe fast.

Med hjælp fra blandt andet Færchfonden er planen at skabe rum for en café og en shop med værker fra kunstnere. Sidst men ikke mindst skal der laves en lille biograf med kunstfilm på programmet.

Her kan offentligheden komme og se et udvalg af kunstfilm, men lokalet kan også bruges til foredrag og undervisning.

”Vi kommer til at spille på flere strenge på én gang. Nye formater, hvor vi kan tilbyde mere end på nuværende tidspunkt. Det tror jeg bliver sjovt”, siger Anna Margrethe Pedersen.

Hun håber, at de nye projekter kan lokke nye målgrupper til. Blandt andet børnefamilier som en del af de lokale borgere:

”Børnefamilierne vil vi gerne have fat i, men min oplevelse er, at det kan være svært, når man kommer uden for storbyen. Men uanset hvad, vil vi jo gerne vise de unge, de ældre, børnefamilierne – at geografisk, så kan vi tilbyde noget her, man ikke får alle steder. Her kan vestjyden møde det mest nye og spændende, der sker. Og man behøver ikke køre til København for at opleve internationalt niveau. Det findes lige her”.

Udstillingerne med Emma Sheridan og Morten Knudsen kører frem til september, hvorefter der kommer tre nye soloudstillinger.

 

Fakta:

  • Stedet er et udstillings-, formidlings-, produktions- og videncenter for ny kunst og design. Der arbejdes for mødet mellem de professionelle kunstnere/designere og det yngre, kreative vækstlag
  • Der er ca. 3-4 udstillinger om året
  • Foruden de ca. 400 kvm. udstillingsrum, er der også undervisnings- og workshoplokaler tilknyttet Dansk Talentakademis Kunst & Design elever
  • Den ene aktuelle soloudstilling med Emma Sheridan (f. 1988) er værker, der rummer sine egne fortællinger og udtryk, hvor der samlet afdækkes en måde at se verden på, eller måske nærmere en følelse, i de ofte antropomorfe stillebenmalerier og portrætter
  • Den anden soloudstilling med Morten Knudsen (f. 1985) kan være en elegi. Værkerne kan være et arbejde, en måde at fylde hverdag ned i hænderne. Billederne er fra en tragedie og viser sårbarhed og minder om et menneskes