”Det gamle klubhus fra 80’erne var opført i let betonsten. Det var fugtigt og utroligt koldt om vinteren, og vinduerne var ved at rådne. Vi havde så håbet på noget, vi kunne bruge hele året. Men at vi fik noget, som var så stort og flot som det her, er mere end heldigt”, siger kajak-instruktør og bestyrelsesmedlem i Struer Kajakklub, Gorm Lund.

Han fremhæver, at kajakklubben og roklubben er blevet ualmindeligt godt behandlet, hvor halvdelen af omkostningerne ved byggeriet er dækket af Struer Kommune, mens diverse fonde, herunder Færchfonden og A.P. Møller Fonden, har stået for den anden halvdel.

Klubhuset, der blev taget i brug i marts efter halvandet år med byggeplads, rummer både omklædning, træningslokale med ergometermaskiner, fællesrum, sauna og et hav af ro-og kajakpladser. De nye og forbedrede forhold er et kæmpe plus, som begge klubber værdsætter højt.

Bestyrelsesmedlem i Struer Roklub, Poul Nielsen, som har været med helt fra ideens spæde start i 2013, beretter om forhold i klubhuset, der var så ”lousy” at alene det kunne holde folk væk. Nu er der sket en ”kraftig opgradering”, som gør livet som kajakroer og roer en del lettere.

”Vi har porte, der kan åbnes uden at vi bliver nødt til at have en servicemekaniker til at hjælpe os. Det er federe forhold, og for roklubbens medlemmer var der førhen kun aktiviteter med at få robådene ud på vandet. I dag er der også et sted vi kan sidde og få en kop kaffe om eftermiddagen og fortælle røverhistorier”, fortæller Poul Nielsen med et smil.

Nyt klubhus, nye muligheder

De forbedrede faciliteter betyder ikke blot bedre forhold for nuværende medlemmer.

Udover at de to klubber har fået meget mere med hinanden at gøre og holder fælles interne arrangementer, regner de begge med at tiltrække nye medlemmer. Og det store byggeri på stranden ved Bremdal i Struer har allerede vakt stor lokal nysgerrighed.

”Vi kan jo steppe op. Vi har altid haft arrangementer som Venø Rundt, og events forår og efterår for hele Nord-og Vestjylland. Nu gør vi det bare i nogle lokaler, som er større. Det er bedre forhold. Og bedre forhold i sig selv giver ny tilslutning”, siger Poul Nielsen.

Gorm Lund er enig, og for kajakklubben har det attraktive klubhus allerede givet pote. Ikke kun ved nye medlemskaber, men også ved at tiltrække nationale stævner.

”De her nye faciliteter betyder jo, at vi skal holde DM i havkajak rul. Nu kan vi stå for nogle arrangementer, som vi ellers ikke kunne tilbyde”.

Gorm Lund hentyder blandt andet til de nye omklædningsrum og fælleslokalet, der gør det muligt for medlemmer og gæster at klæde om og opholde sig indendørs. Tidligere var medlemmerne henvist til stranden, hvis de ville klæde om på stedet. Og her var det kun de hardcore havkajakroere, som i alt slags vejr, benyttede det ”tilbud”.

Ikke kun en guldåre for vandsport

Det er ikke blot ro- og kajakklubberne, som har gavn af den nye bygning.

Hele det udendørs plateau på første sal er åbent for offentligheden. Her kan gæster og forbipasserende benytte bænke og nyde udsigten over fjorden. Forpladsen på stranden er der også fri adgang til med borde og bænke. Og som en yderligere mulighed for de tissetrængende på stranden, er der tre toiletter på ydersiden af klubhuset. Her kan vandhunde, strandgæster og udøvere på vandet skylle sig.

De nye faciliteter har derfor et bredere mål for øje. Kommunen står for rengøring og vedligehold af de offentlige faciliteter, ligesom de også har haft en finger med i selve klubhusets arkitektoniske udtryk og farve.

”Klubhuset er opført i træ, da de andre havnehuse er med det her sorte trælook. Så kommunen og arkitekternes valg af træ matcher det, der er valgt på havnen. Man betragter jo hele området som et laguneområde, så jo flere ting, der spiller op imod hinanden, jo nemmere har man en helhed”, forklarer Poul Nielsen.

At det nye klubhus skal appellere til både vandsportens brugere og den bredere befolkning, kommer også til udtryk gennem de aktiviteter, der nu er på programmet. Før var lokalerne i klubhuset for kolde til at holde noget så simpelt som et møde. Men de nye forhold åbner op for mange spændende begivenheder.

”Lokalerne er nu så indbydende, at vi også får undervisning i DGI regi. Dagplejere, højskoler og gymnasier er også en del af planen, og vi er allerede i dialog med forskellige parter”, siger Gorm Lund.

Men inden dørene bliver åbnet op for fremtidige samarbejder, er der helt konkrete tiltag i vandet.

Dagens træning byder på begynderkursus i havkajak. Gorm Lund, der har 12 års erfaring med pagajen forsikrer, at man til aftenens kursus får demonstreret de basale teknikker, og at der med garanti er mange begyndere at lege med.

 

Fakta:

  • Før det nye klubhus blev bygget havde roklubben og kajakklubben to adresser, men boede under samme tag
  • I dag er det én matrikel med én fælles adresse, hvor alt er fælles med undtagelse af langbådshallen (til robåde) og kortbådshallen (til kajakker)
  • Set i bakspejlet kunne timingen af byggeriet ikke have været bedre. Klubhuset blev bygget inden priserne på byggematerialer steg og i coronaperioden, hvor folk alligevel skulle blive hjemme