De gør en forskel ude i verdens brændpunkter. – De store internationale NGOer som Røde Kors, UNICEF, Folkekirkens Nødhjælp, DRC Dansk Flygtningehjælp og Læger uden Grænser.

I 2022 er der i alt uddelt 6,6 mio. kroner til de fem internationale NGOer. Som en del af politikken for støtte til de almennyttige formål, er midlerne ikke øremærkede.

Hos DRC Dansk Flygtningehjælp giver det betydelig frihed og skaber et værdifuldt råderum til at fokusere på de indsatser, der giver mest mening.

”Fleksible fondsdonationer gør en stor forskel. En fondsdonation, der ikke er øremærket et enkelt menneske, område, en aktivitet eller bestemt type af støtte, gør det muligt for os at målrette vores arbejde til de behov, vi ser netop nu. Det har stor betydning i eskalerende og uforudsigelige kriser”, siger operationel direktør for Europa, DRC Dansk Flygtningehjælp, Senada Cesic.

Hun uddyber, hvordan DRC Dansk Flygtningehjælp på forskellige måder er til stede i Ukraine takket være støtten fra blandt andet Færchfonden:

”I Ukraine lige nu for eksempel bliver vigtig infrastruktur bombet, samtidig med, at vinteren for alvor sætter ind. Millioner af mennesker er udsatte og har hårdt brug for hjælp i kulden. Takket være fondsmidler kan vi blandt andet hjælpe med husly og vinterpakker”.

Mens man hos DRC Dansk Flygtningehjælp har fokus rettet mod krigen i øst, bruger Røde Kors midlerne i blandt andet Afrika. Her kæmper befolkningen flere steder med stigende fødevarepriser og en ekstrem tørke, der betyder at både mennesker og husdyr mangler mad og vand.

Røde Kors sætter også pris på fleksibiliteten i de ikke-øremærkede midler, som giver mulighed for at hjælpe til i områder, der ikke nødvendigvis har mediernes søgelys, men hvor behovene i de udsatte områder stadig er til stede.

Uddelinger til almennyttige formål i 2022:

  • UNICEF: 1 mio. kr.
  • Folkekirkens Nødhjælp: 1,4 mio. kr.
  • Røde Kors: 1,4 mio. kr.
  • DRC Dansk Flygtningehjælp 1,4 mio. kr.
  • Læger uden Grænser 1,4 mio. kr.

 

 

Billedtekst: DRC Housing:

På grund af det store antal internt fordrevne i Ukraine bliver børn, unge og voksne huset i skoler og andre offentlige bygninger. Nogle er i dårlig stand eller slet ikke egnede til beboelse. DRC Dansk Flygtningehjælp arbejder målrettet for at sikre ordentlige forhold på herberger, i midlertidige boliger og centre for internt fordrevne. Blandt andet med anskaffelse af senge, sengetøj og køkkenredskaber men også istandsættelse. Foto: Volodymyr Malynka.