Der er børnelatter, vandplask og en masse aktivitet. – Den nye Fun Park er blevet taget godt imod af unge, ældre, børnefamilier, nysgerrige tilskuere og ikke mindst de mange små vandhunde.
”Det sjoveste er rutchebanerne og at bryde”, siger Nora på 9 år, som lige kort er oppe at vende på fastlandet efter en ordentlig brydetur med sin far på en af de oppustelige legestationer.
For hende og familien er det nye vandmekka et kæmpe hit, og ud fra de andre besøgende at dømme, er hun ikke den eneste tilfredse badegæst.
De mange mennesker på havnen er blevet fast inventar siden vandparken åbnede d. 1. juni. På travle dage er der op til 200 gæster, og formand for foreningen bag Fun Park, Michael Ager Jensen, er meget tilfreds med projektet. Sammen med de andre aktiviteter – kabelbanen, legepladsen, minigolf og isboden er havnen blevet et samlingspunkt med et pulserende liv og glade mennesker:
”Det summer af liv. Folk kommer og er en del af fællesskabet. Og det betyder bare noget. Både for turismen og aktiviteterne på havnen”.
Netop aktiviteter på havnen, er også grunden til, at Færchfonden er gået ind i projektet. Hele området ved vandkanten er oplagt at udnytte og en af Struers styrker. Det fremhæver projektchef, Hanne Brodersen:
”Struer har i en årrække arbejdet målrettet på at udvikle områdets stedbundne kvaliteter. Havneområdet udgør de perfekte rammer, og et legeland på vand tiltrækker en masse mennesker og sætter et godt aftryk på en i forvejen positiv udvikling”.
Indtil videre ser sommerens besøgstal lovende ud. Og står det til Nora, fortsætter hun og familien med at tælle op i statistikkerne. Som flittig bruger af parken har hun allerede besøgt stedet tre gange på en uge og fortsætter gerne stimen sommeren ud.
Fakta Fun Park:
- Der er 16 vandstationer
- Vandparken har åben alle dage fra kl. 12-21
- Entré: 50 kr. for en dagsbillet
- Der kan være 50 gæster ad gangen
- Våddragt og redningsvest kan lejes på stedet for 30 kr.