”Det er som at stå på ski. Der er én opkørsel op ad bakken, og så er der forskellige nedkørsler – et hoppespor og fem tekniske linjer, som så har de samme farver som på ski. Grøn er de nemmeste, så blå, rød og sort”, forklarer næstformand i MTB Holstebro og projektleder for Holstebro Bikepark, Søren Hjorth Schou.

Den nye Bikepark er på kort tid blevet en magnet for mountainbikere og tiltrækker både nybegyndere, motionister og de mere erfarne. De forskellige sværhedsgrader på de tekniske spor giver muligheder for alle, og hoppesporet inviterer i den grad til leg på to hjul. Flere har også fået øjnene op for parken og valfarter til Vestre Plantage i Holstebro.

”Folk kommer lang vejs fra. Fra Vejle, Aarhus, Ebeltoft, – ja hele Jylland. Nogle kommer flere gange.

Og det gør de, fordi det er unikt, og der kan køres hele vinteren. Parken er rigtig holdbar og bliver ikke våd og træls som andre steder. Og så er der mange hop. Du kan hoppe ti gange”, siger Søren Hjorth Schou og påpeger, at det højst sandsynligt ikke gør sig gældende andre steder end i Holstebro Bikepark.

Fra tanke til handling

Det er MTB Holstebro, der står bag bikeparken.

Med hjælp fra fonde og Holstebro Kommune blev parken en realitet på relativt kort tid. Efter få måneder blev parken køreklar, godt hjulpet på vej af professionelle sporbyggere.

”To af de tekniske spor har Færchfonden været med til at støtte, og donationen har betydet, at vi har kunnet få de bedste sporbyggere på sagen. Det ville have taget meget lang tid, hvis vi skulle have lavet det selv”, konstaterer Søren Hjorth Schou.

Selvom der er lagt mange frivillige timer i projektet fra ham og de mange mountainbikere i MTB Holstebro, værdsætter han den viden og de mange maskiner, som har formet sporene i parken.

De mange spor giver oplagte muligheder for ”fri leg”, men også kurser, som MTB Holstebro arrangerer. Søren Hjorth Schou er selv aktiv deltager på nogle af holdene, som i dag byder på ”Hop” på begynderniveau:

”Den står på grundlæggende hoppeteknik. At få sat ordentlig af og gøre det mere sikkert. I næste uge går vi så et niveau op”.

Holdene er én af mange muligheder for at prøve kræfter med Bikeparken.

Men som Søren Hjorth Schou understreger, er det en offentlig skov, og Bikeparken er åben for alle. Han skyder på, at der i alt er 3000 brugere af skoven, og at flere af dem har slået et smut forbi parken.

 

 

Fakta:

  • Holstebro Bikepark ligger i Vestre Plantage, også kendt som militærskoven
  • Udover parken er der også 10 km spor i skoven, som ligger i sammen område som bikeparken
  • I den nærmeste fremtid kommer der også børnespor