En morgenbuffet med selvvalgte retter – serveret med bæredygtighed som hovedingrediens med grønne, lokale råvarer og mindre portioner for at undgå madspild.

Det er en af de bærende principper bag Code og Cares nye cafétiltag. Det andet bærende element er sårbare unge. Deraf navnet Café Care.

”Den energi og glæde, der opstår, når mennesker med fysisk, psykisk eller sociale udfordringer træder ind i et arbejdsfællesskab, vil vi gerne overføre til unge i caféen, siger udviklingschef i Code of Care, Tommy Wølk.

Han uddyber, at Code of Cares overordnede mål er at skabe job til udfordrede mennesker ved at øge virksomheders sociale ansvar. Café Care er derfor et naturligt initiativ og en del af ”Care for Young” indsatsen, der målrettet hjælper sårbare unge.

Forud for åbningen d. 1. marts, ligger en masse forarbejde, og Tommy Wølk er glad for at projektet endelig er lykkedes:

”Vi er meget glade for, at syv investorer har købt huset. Og så sætter vi stor pris på inventaret i caféen, hvor det nye køkken blandt andet kunne lade sig gøre, fordi Færchfonden har været med til at bakke op om opbygningen af caféen.”

Når Café Care slår dørene op i næste uge, vil gæsterne blive betjent af unge mennesker, som får lærerige erfaringer med sig i bagagen.

”De unge vil måske til at starte med have svært ved at tage ansvaret for servering eller andet, men hen ad vejen via livsmestring bliver de dygtigere til at gå på arbejde”.

Caféarbejde med indbyggede ærinder i byen

Opgaverne i caféen handler ikke kun om mad og drikke. En del af konceptet er ”lynjobs”, hvor virksomheder og butikker bliver bedt om at kontakte Code of Care med korte, små opgaver.

”Vi sender også de unge ud, og på den måde lærer de at gå på arbejde. Det kan være en opgave om at tømme en container og pakke tøj ud eller kontor- og lagerarbejde. På et tidspunkt skal de så videre. Det handler om at finde et job, der matcher med erhvervslivet eller med uddannelse”, siger Tommy Wølk.

Sammen med kommunen og Jobcenteret er strategien lagt, og de tre aktører koordinerer indsatsen, så de unge bliver klædt bedst muligt på til job eller uddannelsesrejsen.

”Det, at øge det sociale ansvar og hjælpe de her mennesker og se dem blomstre i et jobfyldt meningsfuldt liv, giver stor glæde. Folk med ondt i livet vil vi gerne hjælpe til ikke at have ondt i arbejdslivet”, understreger Tommy Wølk.

For de nysgerrige, der ikke kan vente med at besøge Café Care på tirsdag, er der reception for alle interesserede fredag d. 25. februar fra kl. 14-16.

Café Care holder til i det tidligere Tante Anna.

 

Fakta:

  • Café Care fungerer som almindelig café og er samtidig en del af Code of Cares tiltag ”Care for Young”
  • Åbningstiderne i Café Care er tirsdag til torsdag kl. 9-16, fredag kl. 9-18 og lørdag kl. 9-15
  • Den A.P. Møllerske Fond støtter Care for Young med midler
  • Caféen huser også Code of Care Coffee Club, som er et tilbud til byens erhvervsliv. Caféen bliver dermed også en arbejdscafe, hvor erhvervslivet for 750 kr. om måneden kan komme og arbejde