”Thi kendes for ret. Rydhave Slots Efterskole kendes skyldig…i det fantastiske liv jeg har fået”.
Ordene kommer fra hjertet og er efterfulgt af grundlægger af MIFA Gruppen, Flemming Nielsens personlige beretning om en skole, der gav ham grundsten, ballast og muligheder. – En vigtig læring i Livets Skole, som Flemming Nielsen er taknemmelig for.
Ved åbningstalen på Rydhave Slots Efterskole bliver taknemmeligheden derfor udtrykt i ord, og måske endda endnu vigtigere – i handling.
For det er ikke tilfældigt, at Flemming Nielsen, får det første ord på en festklædt dag, hvor lokale erhvervsfolk er samlet ”på den anden side”.
2021 var nemlig et dystert kapitel for Rydhave Slots Efterskole. Flere gange var nøglen tæt på at blive drejet om, inden MIFA Gruppen og Flemming Nielsen som primus motor, fik vendt udviklingen.
Løsningen blev et opkøb af bygningerne. Et ejendomsselskab under MIFA Fonden ejer dem, og lejer dem efterfølgende ud til skolen, som i stedet kan koncentrere sig om udelukkende at drive skole.
Rydhave Slots Efterskole er dermed gældfri og en selvstændig enhed. Og med hjælp fra Sparekassen Danmark, Færchfonden og andre aktører i det lokale erhvervsliv er uddannelsesinstitutionen sikret.
At løfte i flok
Efterskolen står ifølge Flemming Nielsen stærkere end før takket være en fælles indsats:
”Jeg er omgivet af dygtige mennesker med forskellige kompetencer til de forskellige poster. Uden dem, ville vi ikke være kommet herhen”.
Samtidig fremhæver han Sparekassen Danmark for at tro på Rydhave, personerne og fremtiden. Også Færchfonden får rosende ord med på vejen, som har været med i strid modvind, men som til sidst kan se et projekt med vind i ryggen:
”Færchfonden har gjort et kæmpe stykke arbejde for at projektet lykkedes – kontakter udadtil, for ikke at tale om hele strukturen. Takket være dem er det også lykkedes at komme af med en stor del af gælden”.
At give tilbage, fordi man kan
Én ting er en samlet gruppe, som går målrettet til værks og fremtidssikrer efterskolen.
Én anden ting er de unge mennesker, som i bund og grund er det, som det hele handler om.
”De unge skal have de samme muligheder, som jeg havde. Rydhave er et fyrtårn for Vinderup og omegn, og det skal der bygges videre på. Vi skal uddanne de unge herfra, så de kan tage al den viden og læring med sig ud i samfundet og være en del af det omkringliggende fælleskab”, siger Flemming Nielsen.
Igen skinner taknemligheden igennem, hvor MIFA kvitterer med at give tilbage gennem åbne uddannelsesdøre til unge både lokalt og nationalt.
Og som Flemming Nielsen flere gange nævnte i sin tale:
”Den der har muligheden, har også pligten”.