Det var et talstærkt publikum, som var mødt op, da borgmester H.C. Østerby og Aksel Nørgaard klippede den røde snor til indvielsen af Lystanlægget. Klapsalverne var store og smilene til at få øje på.
For initiativtageren bag projektet, formand for Kulturperlen Poul Hornshøj, var det en dag, som han havde set frem til i årevis. Den nye scene, lydtårnet og de udvidede toiletfaciliteter for godt fem mio. kroner har nemlig været længe undervejs. Glæden var derfor stor.
”Det hele startede for 30 år siden og for 20 år siden, tænkte vi på ombygningen. Det er gået stille og roligt år for år. Men nu er vi her. Det er en kanon oplevelse. Den opbakning, vi får til det, vi går rundt og laver, giver energien til at fortsætte som ildsjæl”, siger Poul Hornshøj.
Fornyelsen af Lystanlægget åbner op for endnu flere muligheder og lyse udsigter for fremtiden. Poul Hornshøj fremhæver de mange fordele, som kan slå en tyk streg under Lystanlæggets unikke beliggenhed og potentialet i at kunne tiltrække endnu flere kunstnere på scenen:
”Det, som er sket, er, at vi på den lange bane har langtidssikret Lystanlægget. Der er store muligheder med masser af nye og større navne. Det er et smukt sted, og vores opgave er at bevare det her smukke sted. Og skabe en stemning hele året rundt med aktiviteter”.
Poul Hornshøj takker de mange samarbejdspartnere i forbindelse med Kulturperlens projekt og er meget bevidst om den store støtte.
”Uden kommunen, Aksel Nørgaard, Færchfonden og alle de andre, så kunne vi ikke gøre det her. Så stor tak til alle, der står bag det her. Det er en fantastisk oplevelse. Man kan også fornemme, at de gæster, der er her i aften, går herfra med en god oplevelse. Det er helt sikkert”, siger Poul Hornshøj, mens han gætter på publikumsrekord med 3000 gæster.
Som indledningen på en ny sæson blev Slåbrock Band de første til at indvie den nye scene efterfulgt af Spirit of Smokie.
Henover sommeren og efteråret byder Kulturperlen på en række koncerter, hvor særligt onsdagskoncerterne er populære events. Og står det til Poul Hornshøj er han langt fra færdig med at skabe musikalske kultur-inputs:
”Det har været rejsen værd, og jeg er klar til at fortsætte nogle år mere med at forny de ting, der sker her i Lystanlægget. Så jeg er virkelig motiveret for at fortsætte med at skabe nyt i den by, jeg elsker og holder af at bo i. Men det kan jeg jo stadigvæk ikke gøre uden opbakning og støtte”.
Færchfonden har støttet med 1 mio. kroner.