Efter 10 år på posten går Karen Schrøder på pension d. 1. september. Hun giver stafetten videre til Ane Karine Seest Jensen, som tiltræder stillingen d. 1. maj.

Det er en erfaren og team-orienteret PA/direktionssekretær med stærke kompetencer inden for blandt andet bestyrelsessupport, som bliver en del af holdet, der arbejder for at skabe værdi for Færchfonden.

Ane Karine Seest Jensen kommer senest fra en stilling som PA/specialist fra Aarhus Universitetshospital og har igennem sin karriere indgående kendskab og erfaring fra de store internationale koncerner, Arla Foods og Danisco.

Med sin store forretningsforståelse, gode sprogegenskaber og brede erhvervserfaring, kan Ane Karine Seest Jensen bidrage med at løse alle former for forretningsunderstøttende bestyrelses-, administrative og praktiske opgaver hos Færchfonden.

Ane Karine Seest Jensen ser frem til at starte som ny PA/direktionssekretær, hvor der venter en masse spændende opgaver inden for de fire kerneområder:

”Fondens strategi om at fremme foretagsomheden i Nordvestjylland betyder, at jeg i mit daglige arbejde vil blive involveret i opgaver, der vedrører Færchfondens virke inden for iværksætteri & erhverv, kultur, uddannelse, udviklingen af Sygehusgrunden og global investering. Jeg skal således lære Nordvestjylland at kende på en helt ny og spændende måde”.

”Jeg ser frem til at blive en del af Færchfonden, der gør en forskel i lokalområdet, hvor Færch-historien begyndte” runder Ane Karine Seest Jensen af.