En tur på et museum.
Det lyder enkelt og noget, de fleste bare gør.
Men for autister kan selvsamme tur være en stor mundfuld og en grænseoverskridende og uoverkommelig opgave.
For hvor ligger toilettet? Hvad med garderoben? Og hvordan kommer man egentlig rundt på museet, der afviger fra de trygge, vante omgivelser?
Alle disse spørgsmål, er der taget hånd om i det autisme-venlige koncept, som er en del af AutismGoTo.dk. Her kan man finde sociale præsentationer af en række besøgssteder som museer, attraktioner, seværdigheder, forlystelsesparker, biografer og teatre.
Med en præsentation af ruter og billeder fra stedet er det nemmere at planlægge og ikke mindst – gennemføre spændende ture – som er til gavn for både autister og deres pårørende.
Inkluderende mulighed
Thyholm Egnsmuseum er et af de museer i Nordvestjylland, som støtter op om konceptet.
Museumsdirektør, Herman Rømer, stiller med glæde både hus og sociale præsentationer på hjemmesiden til rådighed for at byde velkommen til en gruppe, der ligesom alle andre besøgende skal have de bedste forudsætninger for et godt besøg.
”De har brug for lidt ekstra vejledning og hjælp, så det vil være rigtig godt, hvis de kan downloade de brugervenlige præsentationer og få noget ud af det. Vi vil gerne være med til at inkludere denne gruppe”, siger Herman Rømer.
Også projektleder Jan Mortensen, der besøger museerne, fotograferer og skriver de vejledende præsentationer, har til formål at inkludere gruppen af autister.
”Det giver mange en struktur og tid til at forberede, så de samlet får mere ud af et besøg. Med en autist-hjerne, fungerer tingene bare anderledes. Men når de har læst præsentationen, så er de forberedt. De kan genkende billederne, ruten, og de ved, hvor toilettet er”, siger Jan Mortensen og understreger en vigtig pointe:
”Planlægningen i forhold til at besøge et nyt sted kan ende med, at nogle autister ikke kommer afsted”.
Færchfonden har støttet projektet, der indebærer 10 museer i Holstebro, Struer- og Lemvigområdet. Det drejer sig om Holstebro Museum, Holstebro Kunstmuseum, Strandingsmuseum St. George, Struer Museum, Lemvig Museum, Frilandsmuseet Hjerl Hede, Jens Søndergaards Museum, Flyvholm Redningsstation, Midt- og Vestjyllands Jernbanemuseum og Thyholm Egnsmuseum.
Fakta:
- AutismGoTo er et samarbejde med Landsforeningen for Autisme
- Der er nu 37 autistvenlige præsentationer af museer og attraktioner fordelt over det meste af Danmark
- For hvert besøgssted kan man læse og downloade en præsentation og en informationsside
- AutismGoTo er målrettet mennesker med autisme og alle i deres netværk.
- Målet med de sociale præsentationer er at få konceptet ud over landet grænser