Holstebro Musikskole, Orkestersalen
I de smukkeste grønne og bakkede omgivelser lige i udkanten af Holstebro by, ligger der et helt enestående musikmiljø. Her har bl.a. OrkesterMidtVest, OrkesterEfterskolen og Musikskolen til huse. Færchfonden hjalp tilbage i 2011 musikskolen på vej med en ny orkestersal.
Område
Kultur
Årstal
2011
Bevillingssum
7 mio. kr.
Sted
Holstebro
I august 2012 fik Holstebro Musikskole nogle af landets bedste rammer for musikalsk talentudvikling. Her stod Orkestersalen, foyer og nye undervisningslokaler til rytmisk musik og slagtøj færdige – i alt 680 kvadratmeter. Orkestersalen er på 300 kvadratmeter med 150 faste siddepladser. Salen har fantastisk akustik og er optimeret til symfonisk musik. Efterklangen kan endog reguleres og tilpasses forskellige musikformer. Byggeriet er støttet af Færchfonden.
Orkestersalen skærer sig som en sort klippe op af jorden på Bisgårdmark som et symbol på Holstebros lange tradition for musik. Den nye sal vandt da også Holstebro Kommunes arkitekturpris 2012.
Musikskolen underviser årligt cirka 2500 elever i alle aldre. Holstebro Musikskole har et meget levende orkestermiljø. Musikskolen er hjemsted for MGK MidtVest, Rytmisk Musik Holstebro, OrkesterMidtVest samt Det danske Ungdomsensemble DUEN. Gennem årene er der udklækket et imponerende antal talenter fra Holstebro Musikskole og Musikalsk Grundkursus (MGK), hvoraf mange i dag også har indtaget de store nationale og internationale scener.
Læs mere om Holstebro Musikskole her.