Hvad sker der i et rumligt lydeksperiment, hvor du sætter ti højtalere op i en kreds i et multikanalt system for at teste lyden på et computerprogram? – Hvordan reagerer lyden, hvis man smider den rundt hurtigt eller langsomt?

Det og meget mere er der mulighed for at afprøve i Sound Art Lab i Struer.

Direktør på Sound Art Lab, Jacob Eriksen, viser rundt, mens han forklarer mulighederne i det største af de fire lydstudier. – Det modulære rum med ekstra plads til for eksempel instrumenter, og som kan ændres til alting. I hvert fald når det kommer til lyd og det mangfoldige univers:

”Ligesom maleren har sin farve-pallette og putter dem op på lærredet, så er lydkunstneren også en, der typisk sidder og lytter til forskellige lyde og blander dem sammen og udvælger. Og til sidst bliver der optaget noget, som er værket”.

Det er ikke kun det store lydstudie, hvor lyden kommer til sin ret. Sound Art Lab rummer både den tekniske omgang med lyd i form af podcast og små musikprojekter til det mere kreative aspekt, hvor lydkunsten er i fokus.

Solide lydbrands

Selve ideen med et lyd-laboratorium kan spores tilbage til Struers lyd-DNA, hvor lydfestivalen Struer Tracks har været afholdt tre gange.

En måde at gøre lyden mere permanent på, og som kontrast til det mere produktionsorienterede Sound Hub Denmark, kom Sound Art Lab på tale.

”Mens Sound Hubben kører på mere kommercielle produkter, kører lydkunst ikke på de samme markedsmekanismer. Kunst er sværere at masseproducere og sælge. Især når det er lydkunst, performancekunst eller konceptuel kunst. Det er svært at begribe, og man kan ikke bare lige hænge det over sofaen”, siger Jacob Eriksen.

Sound Art Lab blev dermed den faste kunstnerisk bastion. Men forskellighederne til trods, er der stort samspil og sparring mellem Sound Hub Denmarks mere konsum-orienterede produkter og Sound Art Labbens kunstneriske del.

Hele pakken i Struer

Udover den fysiske beliggenhed, som de to har til fælles, er der overlap til mange andre grene inden for lyd.

”Vi har kunstner-atelier, elektronikværksteder, træværksteder og en kæmpe faglig viden, da alle har en baggrund inden for lydkunst, teknik, lyddesign osv. Så man kan altid spare med os, og her er der jo et stort og naturligt overlap til Sound Hubben. Så hele pakken er unik”, siger Jacob Eriksen om Sound Art Lab og det store lydunivers, som det indgår i.

Sound Art Lab tiltrækker både kunstnere fra Danmark og udlandet. Og i løbet af deres ophold har de adgang til alle faciliteter, de kan vidensdele og sparre med eksperter i hele huset, mens de arbejder med deres lydprojekter.

De mange og helt særlige muligheder, der findes inden for lyd i Struer, er i høj grad med til at understøtte brandet som Lydens By.

Færchfonden har støttet med 500.000 kr. i etableringen af de fire lydstudier i Sound Art Lab.

 

Fakta:

  • Sound Art Lab stod færdigt i august 2021
  • De sidste højtalere mangler stadig i studiet, før projektet er fuldendt, men grundet den globale mangel på micro chips, venter Sound Art Lab stadig på de sidste finesser
  • Lydstudierne bliver særligt brugt til podcasts og af kunstnere udefra
  • Sound Art Lab inviterer også lydkunstnere ind til at facilitere undervisning for børn fra lokalområdet