Michael Rohde Böwadt er ansat som direktør for SoundInvest. Foto: Daniel Bernt Jensen /ContentCrew.

Vald. Birn Holding og Færchfonden har stiftet SoundInvest, som skal foretage ”preseed” investeringer i de startups, der udvikles gennem Sound Hub Denmarks globale SoundTech Accelerator Program.

Lydens by ser frem til de nye investeringsmuligheder

Struer Kommune, i forvejen kendt som ”Lydens By”, er en væsentlig partner i Sound Hub Denmark. SoundInvest vækker derfor glæde hos fungerende borgmester Marianne Bredal (V):

”Struer Kommune har gennem de seneste fem år været en væsentlig bidragsyder til driften af Sound Hub Denmark. Det har skabt vægt bag Lydens By, og det har skabt arbejdspladser og virksomhedsetableringer her i vores kommune. Struer Kommune glæder sig over, at satsningen nu også giver resultater i at endnu flere risikovillige penge finder vej til Lydens By med etableringen af SoundInvest, som forhåbentligt understøtter og udbygger, at endnu flere iværksættere og startups vil etablere sig i vores kommune.”

Nordvestjysk vækst, markedskonformt afkast og styrket accelerator-program

Tiltrækningen af flere startups til Struer, og resten af det nordvestjyske område, er en af grundene til etableringen af SoundInvest, udtaler direktør i Færchfonden Claus Omann Jensen:

”SoundInvest forventes at bidrage til øget vækst i Struer og Nordvestjylland inden for lydinnovation. Det er målet, at startupperne, som der investeres i, efterfølgende vil etablere sig netop her for at forblive tæt på det internationale kraftcenter, som Sound Hub Denmark er inden for lyd og akustik.”

SoundInvest skal ligeledes sikre sine investorer et afkast og samtidig gøre det økonomiske grundlag for soundtech accelerator-programmet mere robust:

”Vi er, baseret på erfaringerne med Sound Hub Denmarks inkubationsmiljø, overbeviste om, at SoundInvest kommer til at generere et markedskonformt afkast. Derudover sikrer samarbejdet mellem SoundInvest og Sound Hub Denmark en mere langsigtet, finansiel bæredygtig model for soundtech accelerator-programmet.” – uddyber Claus Omann Jensen.

Gevinst for innovations- og acceleratormiljøet i Sound Hub Denmark

Foruden at gøre soundtech accelerator-programmet mere økonomisk bæredygtigt, rummer SoundInvest et stort udviklingspotentiale for Sound Hub Denmark som helhed:

”Innovations- og acceleratormiljøer, som Sound Hub Denmark, opnår for alvor momentum, når finansielle aktører og større industrispillere bliver interesserede og begynder at investere i vækstlaget. Derfor er SoundInvest en betydningsfuld tilføjelse til Sound Hub Denmark. Tilstedeværelsen af risikovillig kapital kan ligeledes yderligere øge Sound Hub Denmarks tiltrækningskraft af internationale startups til Danmark, når investeringsmuligheder også bliver en del af den tilbudte pakke.” – forklarer tidligere CEO for Bang & Olufsen og forhenværende formand for Vækstfonden Tue Mantoni.

SoundInvest – unik, international og på udkig efter flere investorer

Selve SoundInvest er ligeledes en interessant størrelse. Michael Rohde Böwadt, nyudnævnt direktør for SoundInvest, beskriver nemlig venturefondens mandat som unikt:

”Det er første gang, at en venturefond kun fokuserer på investeringer i soundtech startups. Herudover kommer vi til at bygge videre på den internationalisering, som præger Sound Hub Denmark. Dette betyder at en stor del af vores investeringer kommer til at være i internationale startups med vækstpotentiale.”

En række investorer er allerede ombord i venturefonden, men Michael Rohde Böwadt søger efter yderligere investorer som kan vise sig at være fra udlandet, fortæller direktøren for SoundInvest:

”Sound Hub Denmark har opnået international anerkendelse i lyd- og akustikmiljøet. Internationale aktører udviser derfor interesse for muligheden for at være medinvestor i innovative startups inden for soundtech.”

Michael Rohde Böwadt er ansat som direktør for SoundInvest. Foto: Daniel Bernt Jensen /ContentCrew.

Michael Rohde Böwadt er ansat som direktør for SoundInvest. Foto: Daniel Bernt Jensen /ContentCrew.