Havde det ikke været for corona, var DGI Vestjyllands sommerforevisning, ”Mærk Energien”, løbet af staben på traditionel vis. Men i år var det store gymnastikgulv og de fyldte haltribuner skiftet ud med en udendørs scene, storskærm og biler på rad og række.

”Det var rigtig dejligt at få lov at mærke den stemning, som opstår til en opvisning. Og det var en speciel oplevelse at lave opvisning foran en masse biler, fordi man ikke kunne se publikums ansigtsudtryk. Til gengæld var de virkelig gode til at bakke op og vise deres begejstring ved at dytte”, siger Sara Kreutzer, som er en del af DGI Vestjylland Holstebroegnens Rephold.

I corona-reglementerede grupper optrådte hun for første gang i over et år. Og selvom drive-in konceptet var anderledes, end hvad hun er vant til, var det godt at være tilbage på scenen og mærke opbakningen og energien blandt gymnaster og publikum.

Hvor der er vilje, er der vej

Fra arrangørernes side blev den alternative afvikling også en positiv oplevelse. Projektansvarlig for DGI-eventet, Kasper Lykke Jørgensen, er mere end tilfreds med det nye format og den gode feedback.

”Det er gået forrygende. Vejret holdt hånden over os, og publikum og gymnaster var glade. Der har lige været et par enkelte biler, der ikke kunne se noget, fordi større biler holdt foran. Men ellers har vi fået rigtig gode tilbagemeldinger og mails med hjerter i emnefeltet. Alt i alt var afviklingen – under omstændighederne – god”, siger Kasper Lykke Jørgensen og henviser til de coronakrav, som fulgte med for at kunne afholde arrangementet.

De mange sikkerhedsforanstaltninger med antal og afstand, uvisse vejrscenarier samt de ekstra timer med at koordinere og planlægge en opvisning i helt nye rammer, tog ikke modet fra DGI-teamet. Og heldigvis var indsatsen det hele værd.

554 biler med veloplagte tilskuere fra Vestjylland trillede i fire runder ind på det grønne område ved Nørre Vosborg. Selvom der var 60 meter til scenen, sørgede kameraer på scenen for følelsen af at være tæt på. Og to droner i luften satte perspektiv fra oven på gymnasternes koreografi og opstillinger.

”Hvis det havde været i en hal, havde man kun kunnet se, at pigerne i en af opvisningerne var i hvidt, mens drengene var i rødt. Men dronerne, som filmede oppefra, fangede formationen af et dannebrogsflag, ligesom en opstilling formet som hjerter også rullede hen over storskærmen”, siger Kasper Lykke Jørgensen.

Nye højder

Hele set-upp’et med storskærm, kameraer og droner, gav interessante vinkler og perspektiver og åbnede samtidig op for nye muligheder.

Kasper Lykke Jørgensen er derfor meget positiv for at bruge de mere teknologiske løsninger til at løfte gymnastikken til nye højder:

 ”I DGI har vi gjort alt, hvad vi kunne for at give en så god oplevelse som muligt. Og med flere kort på hånden efter dette arrangement, er jeg sikker på, at vi også kommer til at bruge det i fremtiden”.

Den ekstra erfaring, som DGI har høstet ved dette års sommerforevisning, vækker stor glæde hos Færchfonden. Fonden, der før har støttet DGI Vestjylland, sætter pris på fællesskabet og sammenholdet, som de store events skaber. Og med brugbar teknologisk viden til kommende arrangementer, er der muligheder for at tiltrække flere gæster og gøre gymnastik og udendørs events endnu mere attraktive.

Nørre Vosborg fra oven. Alle biler med udsyn til gymnasterne på scenen og storskærmen.

 

Om ”Mærk Energien”:

  • I alt optrådte 1650 gymnaster i alle aldre
  • Gymnasterne var ligesom publikum inddelt i 4 grupper fordelt henover hele dagen fra kl. 9-20, hvor der ikke var fysisk kontakt mellem de deltagende
  • Besøgstallet var 554 biler med minimum 3-4 tilskuere i hver
  • Publikum i bilerne kunne tune ind på en radiofrekvens og lytte med til præsentationer og speak under hele opvisningen
  • Opvisningen blev sendt live på storskærm med 2 faste kameraer og 2 droner som i alt producerede 900 gigabite videomateriale