Aller yderst, kun adskilt af klitrækker og strand, ligger Thorsminde. 40 kilometer længere oppe – Thyborøn. Fælles for dem begge er den unikke beliggenhed med det ene ben i Vesterhavet og det andet i fjord og ferskvand. Udover et hav af mangfoldigt fiskeri er naturen på disse kanter en oplevelse i sig selv:

”Både i Thyborøn og Thorsminde har man den her tradition og stolthed i fiskeriet. Det er jo en fantastisk råvare, vi har ude i vores farvande. Og så hele den her fortælling, hvad det gør ved vores kultur. Vi prøver at favne og få fortalt det specielle ved kysten”, forklarer projektchef for Visit Nordvestkysten, Belinda Brix Bertelsen og fortsætter:

”Naturen, det autentiske. – Der er meget omkring fiskeriet, selvom det er industri, som er charmerende og ikke for turistet. Folk bor jo i den rå natur. Her kan man få ro og luft, og sommerhusene ligger ikke så tæt, som de gør længere nede af kysten”.

Et åbent vindue af muligheder

De to kystbyer er en del af en udviklingsplan for hele Vestkysten og blev udvalgt som to af 20 stærke feriesteder til at tiltrække gæster. Udgangspunktet for Thyborøn og Thorsminde er stedbunden, helårlig turisme, og at der er noget at tilbyde og udvikle på, som ikke findes andre steder.

Første projekt var i påsken i Thorsminde og bød på konceptdag med Sebastian Klein. De 800 fremmødte børn var beviset på en klar succes.

”De ville gerne vise, at de ligger mellem hav og fjord, og at der lever noget forskelligt her. Så det var på med vaders og net og en masse formidling. Hvad er det for en fisk, og hvorfor hedder en kulmule en kulmule? Så der er rigtig meget læring i det. Børnene lærer, at en fiskefilet ikke er noget, der ligger med rasp på nede i køledisken”, siger Belinda Brix Bertelsen og fortæller at programmet også var oversat til tysk, til stor glæde for de tyske børn.

Selvom corona-årenes begrænsede ferieaktiviteter satte en stopper for mange udenlandske ferier, var det alligevel en gylden mulighed for at vise attraktive feriemål i Danmark. På den måde nød destinationer som Thorsminde og Thyborøn godt af corona-isolationen, og held i uheld er det netop det, Visit Nordvestkysten udvikler videre på:

”Der kom nye målgrupper og nye gæster. Det har givet os blod på tanden. Så det her momentum skal vi prøve at gribe ind i nu. Lige nu er flammen der, så den skal vi bare bibeholde og fastholde”.

Målet er, at nye og gamle besøgende kan komme tilbage på miniferier, en weekend eller endagstur, nu hvor flere har fået øjnene op for naturen og de mange aktiviteter ved Vestkysten.

Ved at lægge events uden for højsæsonen håber Belinda Brix Bertelsen og hendes team, at turismen kan strække sig over en længere periode og på sigt året rundt.

Lokale drivkræfter og lokal forankring

En afgørende faktor for de gode resultater er lokalområdet. For udover det målrettede initiativ om at skabe turisme-magneter ved Vestkysten, står der en hær af lokale ildsjæle i kulissen.

”Vores lokale tovholdere betyder meget. Vi kunne ikke gøre det uden dem. Det er dem, der ideudvikler langt hen ad vejen og eksekverer på det”, siger Belinda Brix Bertelsen og forklarer, at aktiviteterne skal passe ind og underbygge den identitet, der er ude i området:

”Den lokale forankring er bare utrolig vigtig. Vi samarbejder overalt. Bare her i Thyborøn er der Thyborøn-Lemvig Handelsstandsforening og virksomhederne. De er med til at løfte. Og det er vigtigt, at det ikke er os, der som destination kommer og siger, at det er det her, vi skal. Men at vi sætter en ramme, der er bred, så de selv og gæsterne kan se sig selv i det”.

Ifølge Belinda Brix Bertelsen er interessen rigtig god. Drømmen er, at det 3-årige udviklingsprojekt munder ud i et bredt forankret samarbejde med de lokale virksomheder, som på den måde også kan tiltrække og fastholde gæster. På samme tid kan de være med til at udvikle turismen ved at udvikle særskilte produkter og byde ind på store events og løfte nogle af aktiviteterne.

”Vi skal tænke større. Vi skal tænke på tværs. Og vi skal tænke, at vi har større muskler og i samspil kan gøre en forskel. Her er det fedt at have nogle som Færchfonden med, der også vil det her område”, slutter Belinda Brix Bertelsen af.

Næste event er Hook and Cook i september, hvor der bygges bro mellem skolernes sommerferie og efterårsferie. Kokken Nikolaj Kirk leder interesserede gæster gennem de lækre råvarer, der er i vores farvande.

Billede: Visit Nordvestkysten

Fakta:

  • Visit Nordvestkysten har to år på bagen og er en konstellation mellem fem kommuner, hvis formål er at sætte fokus på Vestkysten. Det drejer sig om Holstebro, Lemvig, Thisted, Jammerbugten og Hjørring kommune.
  • Kommunerne dækker over et stort geografisk område. De er alle forskellige, men også med fælles identitet, der gør brandet rigtig stærkt.
  • Der er i øjeblikket ved at blive udarbejdet analyser på kampagner og events.. Målet er at sammenligne med forrige og kommende år og få et indblik i besøgstal samt målrette events til relevante målgrupper.