Det strømmer ind med positiv feedback fra sejlere, publikum og sejlerforeninger. Verdensmesterskabet, som i denne uge afholdes i Struer, tiltrækker stor opmærksomhed, og stævneleder, Otto G. Jensen, er glad for den gode modtagelse:

”For os som sejklub er det en stor ting at få synliggjort Struer Sejlklub og Struer by. Nu regner vi med, at folk ved, hvor Struer ligger”, siger Otto G. Jensen, der beretter om en generel interesse fra andre end sejlere.

Den øgede opmærksomhed kan blandt andet mærkes på passagerer på Venøsundfærgen, som to gange om dagen sejler publikum tæt på sejladserne i fjorden.

Nationer mødes, elitesejlere dyster

Med elitesejlere fra Danmark, Finland, Sverige, Tyskland, Holland og Schweiz er Struer og Struer Sejlklub vært for 43 H-både, som alle dyster om VM-trofæet.

Eventet har taget knap tre år at stable på benene og som en krævende og økonomisk tung opgave, hjælper Færchfonden mesterskabet på vej. Donationen giver også arrangørerne en ekstra mulighed for at slå et slag for landsdelen og området generelt.

”Med sin beliggenhed har Struer et unikt stedbundet potentiale i kraft af Limfjorden. Dette potentiale udnytter Struer Sejlklub til fulde og er gennem værtsrollen ved VM i H-både med til at tiltrække sejlsportsinteresserede, turister og elitesportsfolk fra hele verden, siger direktør i Færchfonden, Claus Omann Jensen.

Otto G. Jensen regner også med, at et stævne som dette er med til at skabe endnu større opmærksomhed omkring de turistmæssige, kulturelle og erhvervsmæssige værdier, der findes i Nordvestjylland og i hele regionen.

Og så håber han, at successen som arrangør af dette mesterskab, kan resultere i flere stævner fremover.

VM i H-både slutter lørdag d. 14. august.

Fakta om VM i H-både:

  • Der er 139 sejlere fordelt på 43 både til stævnet
  • 6 nationer deltager
  • En H-båd består af 3-4 mænd/kvinder på max 300 kg. i alt
  • Der er 14 sejladser fordelt over de 6 dage
  • Det er den 8-dobbelte verdensmester og 11-dobbelte DM-vinder, Claus Høj Jensen, som er favorit til at vinde verdensmesterskabet 2021